Aktierne i Danske Bank dykker fredag morgen efter banken torsdag aften måtte nedjustere sine forventninger til hele året. Dykket gør ondt værre for aktionærer i banken, der er blevet ramt hårdt af hvidvasksag og udfordrende finansmarkeder.
Fra start fredag falder Danske Banks aktier med fire procent til 124,2 kroner. Det niveau er ikke set siden januar 2014.
Mens store dele af årets kraftige aktiefald kan henledes til Danske Banks store hvidvasksag i Estland, er nedjusteringen torsdag udløst af strid modvind på verdens finansmarkeder.
- Jeg tror, at vi skal regne med, at de vanskelige forhold fortsætter ind i de kommende kvartaler.
- Danske Bank er jo meget eksponeret over for aktiviteten på obligationsmarkedet, og der bliver vi nødt til at se lidt højere aktivitet, før vi begynder at få et skifte i handelsindtægterne fra det her lave niveau, sagde Jyske Banks analytiker Simon Hagbart Madsen til Ritzau Finans før markedets åbning.
Fredagens fald skamferer yderligere Danske Banks aktier. Siden nytår er aktierne faldet med 48 procent. Det svarer til, at Danske Banks markedsværdi er faldet med ikke mindre end 105 milliarder kroner.
Investorerne har øjnene stift rettet mod den store hvidvasksag, hvor milliarder og atter milliarder euro så godt som uden kontrol blev ført igennem filialen i Estland.
En stor del af dem kan være hvidvask og myndigheder fra en lang række lande efterforsker banken. Det kan udløse bøder i milliardklassen og yderligere hak i tuden til et allerede hakket image.
Dagens fald til trods fandt Sydbanks analytiker Mikkel Emil Jensen positive momenter i nedjusteringen, da den beskriver, at den underliggende forretning går godt.
- Investorerne har nogle bekymringer om, hvad hvidvasksagen kan betyde for den underliggende forretning.
- I tredje kvartal havde det ikke haft en større effekt. Og i nedjusteringen skriver de, at kerneforretningen fortsat udvikler sig fint, sagde Mikkel Emil Jensen tidligere.
/ritzau/