Film- og tv-optagelser bliver lagt ned over hele verden som følge af coronakrisen, og det går nu også ud over den danske storfilm "Margrete den Første" med Trine Dyrholm i hovedrollen.
Det skriver Politiken.
Filmen er et historisk drama om den første danske kvindelige regent og har et budget på 65 millioner kroner.
Men som følge af de mange tiltag mod spredningen af coronavirus er filmens optagelser i Tjekkiet sat på pause på ubestemt tid. Filmholdet og skuespillerne er sendt hjem.
Det fortæller filmens producer, Lars Bredo Rahbek, chef for produktion på SF Studios i Danmark.
- Det er super chokerende. Charlotte Sieling (filmens instruktør, red.), og jeg har talt og drømt om denne her film i over ti år. Og i de sidste fem har vi arbejdet på den.
- Vi har rejst 65 millioner kroner, og ingen kvindelig instruktør i Norden har arbejdet på dette niveau før, siger han til Politiken.
Foruden Charlotte Sielings storfilm er produktionen af flere andre danske spillefilm også sat på pause som følge af coronapandemien.
Det gælder blandt andet "Marco effekten", som er baseret på Jussi Adler-Olsens roman. Filmen var indtil for nylig under optagelse i Tjekkiet.
Filminstruktør Christian Tafdrups nye satiriske thriller, "Benelux", der var ved at blive optaget i Holland, har ligeledes været nødt til at udskyde produktionen, skriver Politiken.
/ritzau/