Lørdag aften kunne man sætte sig tilbage i sofaen og se unge Leonora trække sig sejrrigt fra Dansk Melodi Grand Prix med sangen "Love Is Forever".
Det var dog ikke alle, der greb fjernbetjeningen og tunede ind på DR, som nød showet.
I Berlingske får showet, der blev holdt i Jyske Bank Boxen i Herning, hårde ord med på vejen under overskriften "Mine tæer har stadig ikke krøllet sig ud efter Dansk Melodi Grand Prix".
Berlingskes anmelder giver showet to stjerner ud af seks.
Vindersangen kaldes en "sødmefuld træfsikker popsang", mens showet kaldes "en pinlig affære med kiksede værter, slatne jokes og Stig Rossen på glatis".
- Jeg giver fire stjerner til Leonora for en flot optræden, men minuspoints til showet, skriver Berlingskes anmelder Nanna Balslev.
Heller ikke Henrik Palle, der er Politikens anmelder, kaster roser efter den 49. udgave af showet.
Det er blandede ord, som værtsparret Johannes Nymark og Kristian Gintberg får med på vejen. Deres arbejde beskrives i avisen som "professionelt og velforberedt" men også "rutinepræget og ikke voldsomt entusiastisk".
Politikens anmelder stiller spørgsmålstegn ved, om showet har udtjent sin værnepligt, og om kræfterne og pengene skulle bruges til noget andet.
Avisen er klar med to hjerter ud af seks mulige.
Nordjyskes anmelder, der hedder Ove Nørhave, sammenfatter showet i en kommentar i avisen på få linjer:
- Tåkrummende introduktioner, pinligt dårlig humor og besynderlige sketches dannede rammen om den forudsigelige kåring af årets vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2019, lyder det fra ham.
Foruden den kun 20-årige Leonora nåede Sigmund, der er kendt fra "X Factor", og den dansk-grønlandske duo Julie & Nina til finalerunden.
Det grønlandske medie Sermitsiaq skriver, at der er usikkerhed omkring sms-afstemningen i finalerunden.
Tele-Post, der er et teleselskab i Grønland, oplyser til mediet, at man undersøger, om alle sms-stemmer via Tele-Post er blevet registreret.
Kommunikationsmedarbejder hos Tele-Post Paarnaq Hansen fortæller, at sms-stemmer også undersøges i Danmark.
Til B.T. afviser Jan Lagermand Lundme, der er underholdningschef i DR, at der har været problemer med sms-afstemningen.
/ritzau/