For lakridskongen og iværksætteren Johan Bülow har det været benhårdt at starte sit eget forretnings-imperium op. Vejen til at blive ejer af sin egen lakridsvirksomhed ’Lakrids by Johan Bülow’ har været brolagt med knofedt og ofringer på den private front. Venner er væk og en stress-sygdom var i opstarten i 2012 med til at slå den 33-årige iværksætter ud af kurs.
Det fortæller han om i Alt for Damerne.
Han brugte op imod 100 timer om ugen på sit arbejde, og det fik store konsekvenser. Stress-sygdommen blev dog et afgørende vendepunkt i Johan Bülows liv.
– Jeg er faktisk glad for, at jeg fik stress, for jeg har lært at strukturere min tid og prioritere at være sammen med min kone, børn og dem, der betyder noget. Der er nogle ting, man må gøre op med og blive bedre til. I dag arbejder jeg den halve tid, men når det samme, fordi jeg bruger min tid bedre, siger han til Alt for Damerne.
Johan Bülow solgte i 2016 størstedelen af sine aktier i virksomheden til en svensk kapitalfond, der ifølge Finans.dk gav 470 millioner kroner for magten i lakridsselskabet.