Golfspilleren Jeff Winther har sandsynligvis udspillet sin chance for at vinde Tshwane Open i Sydafrika.
Den 29-årige dansker raslede fredag tilbage i feltet til en delt 33.-plads efter en skidt anden runde i et slag over banens par.
Winther brugte 72 slag på fredagens runde og kunne notere tre birdies og fire bogeys på sit scorekort.
Det så ellers lovende ud torsdag, hvor danskeren åbnede turneringen med en runde i 67 slag - fire under par. Det havde placeret ham på en delt syvendeplads.
Turneringens anden danske deltager, Morten Ørum Hansen, indtager en 46.-plads før weekendens to finalerunder. Ørum Hansen har brugt et enkelt slag mere end Jeff Winther.
Det sydafrikanske hjemmehåb George Coetzee har lagt sig i spidsen for turneringen efter en superrunde fredag i 64 slag - syv under par. For de to første dage er Coetzee sammenlagt 11 slag under par.
Tshwane Open har en samlet præmiesum på 7,5 millioner kroner og er en af de mindre turneringer på European Tour.
/ritzau/