Denne historie handler om en stak dokumenter.

De er blot en stak blandt mange andre dokumenter i Justitsministeriet i foråret 1983.

Men disse dokumenter kan fortælle noget, som de andre dokumenter ikke kan.

De kan fortælle, hvorfor Justitsministeriet forhindrede opklaringen af et helt bestemt bankrøveri i 1983.

De kan fortælle, hvem der traf beslutningen om, at to mistænkte palæstinensere ikke skulle udleveres til Danmark, selv om de blev anholdt med danske pengesedler, som sandsynligvis stammede fra røveriet, syet ind i tøj og kufferter.

De kan fortælle, hvorfor Blekingegadebanden, en venstreorienteret gruppe som begik væbnede røverier i Danmark og sendte pengene til den palæstinensiske terrorgruppe PFLP, fik lov til at fortsætte de væbnede røverier helt frem til 1988, hvor den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen blev skudt og dræbt.

Dokumenterne i Justitsministeriet får journalnummer 3. kt. 1983 nr. 2011-316.

I dag eksisterer dokumenterne ikke længere.

Vidner indkaldes

Kun vidners gode hukommelse og deres lyst til at fortælle sandheden kan i dag afsløre, hvad der foregik i Justitsministeriet i de dage i 1983.

Derfor er en række nulevende personer ved at blive indkaldt til afhøring for at fortælle, hvad de kan huske om en 25 år gammel sag,

Det sker i PET-kommissionen, som er blevet nedsat til at grave i PETs aktiviteter fra 1945 til 1989.

»Vi har fået nogle navne på folk, som vi er i gang med at spørge. Men det siger sig selv, at skriftlige dokumenter altid er et bedre kildegrundlag i en 25 år gammel sag,« bekræfter formand Leif Aamand, som planlægger afhøringer langt ind i sommeren.

PET-kommissionen har bedt om navnene på de ansatte i Justitsministeriet i 1983, som havde med den forsvundne sag at gøre.

Da PET-kommissionen bad Justitsministeriet om de helt særlige dokumenter i januar 2008, får man blot et kort svar:

Sagen er destrueret i sommeren 2000.

Det er dermed sket få måneder efter, at PET-kommissionen blev nedsat uden at underrette kommissionen.

Politimester indkaldt

Ifølge forfatter Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden spændte Justitsministeriet ben for politiet ved at forhindre, at to mistænkte palæstinensere blev udleveret til Danmark. I Justitsministeriet var man nemlig bange for, at det ville udløse et terrorangreb mod Danmark, hvis man fængslede to palæstinensiske terrorister.

De eneste dokumenter, som kunne kaste lys over den mistanke, er blevet destrueret af Justitsministeriet selv.

I maj i år bliver Søren Sørensen indkaldt til PET-kommissionen i omkring en time for at fortælle, hvad der skete i foråret 1983.

I 1983 er Søren Sørensen stadig politimester i Lyngby.

På hans skrivebord lander en sag om et væbnet røveri. Den Danske Bank i Lyngby er blevet røvet for otte millioner kroner.

Mistanken falder på nogle danske mænd, der senere bliver kendt som Blekingegadebanden.

Da to palæstinensere kort efter røveriet bliver anholdt i en fransk lufthavn med seks millioner danske kroner, ved Søren Sørensen, at der må være en forbindelse til røveriet i hans egen politikreds.

Derfor handler han hurtigt.

Søren Sørensen går i retten og beder om at få udleveret palæstinenserne til Danmark sammen med pengesedlerne, så de kan undersøges for fingeraftryk.

Retten udsteder de nødvendige papirer, og de sendes straks videre til Justitsministeriet.

Justitsministeriet skal herefter sende papirerne videre til Frankrig.

Men politimesteren kan ikke vide, at hans arbejde er forgæves.

Palæstinenserne udleveeres aldrig til Danmark.

Pengene udleveres aldrig til Danmark.

Frankrig modtager nemlig aldrig de papirer, som Justitsministeriet skulle have sendt videre.

I stedet får Søren Sørensen et opkald fra Justitsministeriet.

»Det tilkommer ikke mig at sige, hvorfor udleveringsbegæringen ikke blev fremsendt. Det kan jeg ikke vide noget om. Men jeg blev ringet op af en kontorchef, der sagde, at begæringen om pengesedlerne ikke ville blive 'fremmet,'« husker Søren Sørensen, som i dag er pensioneret.

Uden mulighed for at forfølge det franske spor er det umuligt for Lyngby politi at komme videre i sagen. Efterforskningen ebber ud.

Frankrig løslader palæstinenserne. Ingen bliver dømt for røveriet i Lyngby.

Og Blekingegadebanden fortsætter sin væbnede kriminalitet i flere år, indtil den ender med et politidrab foran Posthuset på Købmagergade i København.

Vidner er døde

I dag ved Søren Sørensen ikke, hvorfor kontorchefen ringede og sagde, at man ikke ville bede om at få pengene udleveret.

Eller hvorfor Justitsministeriet ikke ville bede Frankrig om at udlevere de to palæstinensere.

Efter telefonsamtalen i 1983 griber Søren Sørensen dog en kuglepen og skriver et telefonnotat om, hvad han har fået at vide af kontorchefen fra Justitsministeriet.

I dag er telefonnotatet formentlig det eneste eksisterende papir om kommunikationen mellem politiet og Justisministeriet. Det er gemt i akterne hos Lyngby politi.

En del af de forsvundne dokumenter i Justitsministeriet er blevet bevaret i Udenrigsministeriet.

Men de dokumenter, som handlede om Lyngby politi og de interne beslutninger i Justitsministeriet, er væk for altid.

Kun få nulevende personer ved, hvorfor Justitsministeriet spændte ben for efterforskningen.

Centrale vidner er i dag enten døde eller husker ikke sagen.

Kontorchefen for 3. kontor, Peter Rhedin, er død.

Justitsministeriets daværende departementchef, Niels Madsen, er død.

Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen har »ingen erindring om sagen.«

I Justitsministeriet lukker man sagen om det stadig uopklarede Lyngby-røveri efter fire år i 1987.

Dokumenterne med journalnummer 3. kt. 1983 nr. 2011-316 får et mærkat om, at de ikke er bevaringsværdige og kan destrueres efter den 31. december 1997.

Alligevel bevares dokumenterne i knap tre år.

Dokumenterne eksisterer stadig, da PET-kommissionen nedsættes i 1999.

Først i sommeren 2000 bliver de tilintetgjort, uden at kommissionen underrettes eller tilbydes dokumenterne.

I dag oplyser Justitsministeriet, at destrueringen af dokumenterne var ren rutine.

Justitsminister Lene Espersen (K) ønsker ikke at svare på, hvad hun mener om destrueringen af de afgørende dokumenter.

Det har heller ikke været muligt at få svar på, om flere vigtige dokumenter i dag risikerer at blive destrueret, inden sagen om Blekingegadebanden er undersøgt til bunds.