Curlingkvinderne blev nummer otte ved VM i sidste uge og kvalificerede sig dermed til vinter-OL i russiske Sochi i 2014.
Nu vil herrerne følge trop, når VM for herrer går i gang i næste weekend i Canada, fortæller skipper Rasmus Stjerne.
- Det var godt for dansk curling, at pigerne kom med, siger Rasmus Stjerne, som dog advarer om ikke at sætte sig for store mål fra starten.
- Pigerne meldte ret klart ud, at de gik efter mere end bare at kvalificere sig til OL, og det blev lige pludselig stressende for dem.
- Vi har også ambitioner om at klare os godt til VM, men man må ikke fornægte, at OL er en stor målsætning. Så det er først og fremmest det, der skal sikres, fastslår Rasmus Stjerne.
Det er nogenlunde det samme indviklede regnestykke, kvinderne var ude i, som skal gå op for herrerne, men det regnestykke vil Rasmus Stjerne helst undgå.
- Det handler om at sikre os, at vi ender i top-seks, for så er der i hvert fald ingen tvivl om OL, siger Rasmus Stjerne.
- Vi spiller vores chance, og det kan betyde en gradvis udvikling af målsætningen, hvis vi kan sikre os adgang til OL.
- Hvis vi kan sikre os det, og forhåbentlig tidligere end kvinderne, så må vi se, om vi ikke kan komme med i slutspillet og spille med om metal også, siger Rasmus Stjerne.
VM i curling for herrer går i gang på lørdag.
/ritzau/