Formel 1-holdet Lotus har givet den ofte udskældte franske kører Romain Grosjean en kontrakt gældende for 2013.
Grosjean sluttede denne sæson på en ottendeplads med tre top-tre placeringer i løbet af året, og det har fået Lotus-teamet til at give franskmanden en ny kontrakt.
- Romain er et stort talent, og vi er meget glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet i vores anden sæson sammen, siger Lotus-boss Eric Boullier til holdets hjemmeside.
- Vi har gode chancer for at bygge videre på et stærkt 2012 og få endnu bedre resultater, når vi kan fortsætte med to så talentfulde kørere som Romain og Kimi, vurderer Lotus-chefen, der også har kontrakt med finske Kimi Raikkonen i næste sæson.
26-årige Romain Grosjean er blevet kendt som lidt af en hasarderet kører i resten af Formel 1-feltet, hvor han har været involveret i flere ulykker i 2012.
Den ene af dem fik måske betydning for VM-titlen, da han i begyndelsen af det belgiske grandprix kørte galt og blandt andre sendte spanske Fernando Alonso (Ferrari) ud af løbet på Spa-banen.
Alonso sluttede senere på andenpladsen i VM-stillingen efter tyske Sebastian Vettel (Red Bull), der kun fik tre point mere end spanieren.
Romain Grosjean fik karantæne efter det belgiske grandprix, men da han vendte tilbage, var han skyld i, at Vettels holdkammerat hos Red Bull, Mark Webber, måtte udgå af det japanske grandprix.
De mange ulykker har sat spekulationer i gang om Grosjeans fremtid i Formel 1, hvor nogle har ment, at det kunne koste ham karrieren i motorsportens kongeklasse.
/ritzau/