724 personer er nu døde som følge af coronavirus i Iran. Det er en stigning på 113 fra lørdag.
Det oplyser iranske sundhedsmyndigheder på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Stigningen på 113, som har mistet livet til coronavirus, er den hidtil højeste på en dag registreret i Iran.
Iran er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af coronavirusset.
Landet har 1209 bekræftede nye smittetilfælde inden for de seneste 24 timer.
Dermed er knap 14.000 i landet smittet med coronavirus.
Folk "bør aflyse deres rejser og blive hjemme, så vi kan se situationen bedre sig i de kommende dage", siger talsmand i sundhedsministeriet Kianoush Jahanpour ifølge nyhedsbureauet AFP.
- De gode nyheder er, at mere end 4590 af smittetilfældene er blevet raske igen, og at patienter er blevet udskrevet fra hospitaler, tilføjer Jahanpour.
Af de nye smittetilfælde er den største stigning sket i hovedstaden, Teheran. Her er 251 nye tilfælde blevet registreret.
Virusudbruddet i Iran er et af dødeligste uden for Kina, hvor coronavirusset stammer fra.
Det er kun i Kina og Italien, der er registreret flere dødsfald fra coronavirus end i Iran.
Myndighederne satte torsdag sikkerhedsstyrker til at rydde gader i virusramte områder for at bremse spredningen af coronavirus.
Det skete, efter at Verdenssundhedsorganisationen WHO havde sagt, at det var nødvendigt, at iranerne gør mere for at bekæmpe udbruddet.
Et hold af læger og sundhedseksperter fra WHO, som har besøgt Iran, har dog rost myndighederne for en "solid arbejdsindsats".
WHO's repræsentanter roste iranerne for at håndtere de enkelte tilfælde godt og kommunikere tilfredsstillende om krisen.
Udbruddet har ramt et stort antal højtstående embedsmænd, politikere og religiøse ledere. Adskillige er døde - deriblandt en rådgiver for den iranske udenrigsminister, Javad Zarif.
Også en rådgiver for Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er død.
/ritzau/