Flere bjergbestigere er i de seneste uger blevet ramt af corona på vej ad Mount Everest, og nu forsøger de kinesiske myndigheder at sætte afspærringer op for at få bjergbestigerne til at holde afstand.
De kinesiske myndigheder frygter at coronavirus vil ødelægge bjergbestignings-sæsonen og vil derfor øge kontrollen på vej op ad bjerget.
Tiltaget kommer efter at mere end 30 klatrere er blevet evakueret fra basecampen på den nepalesiske side af verdens højeste bjerg.
- Du kan høre folk hoste alle vegne, og det er ikke blot den normale hoste, som bjergbestigere får her. Du kan fornemme, at folk lider og har andre symptomer som feber og smerter i kroppen, siger Lukas Furtenbach fra Furtenbach Adventures til BBC fra basecamp.
De nepalesiske myndigheder har hidtil afvist, at der skulle være coronatilfælde, hvilket fra flere sider ses som et forsøg på at nedtone situationens alvor af frygt for at miste indtægter fra de mange udenlandske bjergbestigere.
En nepalesisk klatretilladelse koster alene i omegnen af 60.000 kroner, og bjergbestigere betaler ofte flere hundredetusinde kroner for hele turen. Nepal har oplevet rekord i antallet af bjergebestigere i et forsøg på at få gang i turismen, og der er ifølge BBC blevet uddelt cirka 400 klatretilladelser i år.