Det var på et hængende hår, at storklubben Manchester City lørdag spillede sig videre til semifinalen i den engelske pokalturnering.
Det undertippede Swansea City-hold, der ligger nummer 15 i den næstbedste engelske række, The Championship, drillede Premier League-topholdet og var foran med 2-0, da der manglede tyve minutter af kampen.
Men tre Manchester City-scoringer afværgede katastrofen for topholdet.
To af målene blev dog voldsomt debatteret efter kampen. Først da Sergio Agüero udlignede til 2-2 på et tvivlsomt straffespark, hvor tv-billederne viste minimal kontakt mellem Cameron Carter-Vickers og City-angriberen Raheem Sterling.
Et minut før tid headede Agüero så sejrsmålet ind, fra hvad der lignede en klar offsideposition. Men da det ikke som i to af de andre FA Cup-kvartfinaler var muligt at bruge VAR-systemet til at kigge scoringen igennem, kunne Manchester City-spillerne ånde lettet op.
Men sejren var måske ikke helt reel, indrømmer Manchester City-manager Josep Guardiola.
- Jeg undskylder, for der var offside. Jeg forstår ikke, hvorfor VAR ikke kommer i spil i denne turnering på dette stadie. Forhåbentlig vil det ikke ske i næste sæson, siger han til BBC.
- Straffesparket var virkelig heldigt, men vi havde brug for det, især fordi vi spiller i fire turneringer, siger Guardiola.
Med semifinalepladsen i FA Cuppen har Manchester City stadig mulighed for at vinde fire titler i år.
Holdet vandt tidligere på året Liga Cuppen, er i kvartfinalen i Champions League og ligger nummer et i Premier League med otte spillerunder igen.
/ritzau/