Cirkus Enhedslisten
Det er en spøjs affære at se på et parti, der er sin egen værste fjende, sådan som det er tilfældet i Enhedslisten i Odense for tiden.
For en uge siden forsøgte Nyhedsavisen at finde en forklaring på, hvorfor partiet havde indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling blot to-tre måneder før den ordinære i marts.
Ingen var i stand til at give et troværdigt svar udover, at det måske drejede sig om nogle af de nye medlemmer fra Internationale Socialister, som havde meldt sig ind i fusionspartiet, men stadig fremførte IS-holdninger i det offentlige rum.
Derfor skulle kommandovejene mellem byrådsgruppe, bestyrelse og medlemmer reguleres på papir.
Så kom generalforsamlingen, men da der ikke kunne samles et kvalificeret flertal bag bestyrelsens forslag til et mere formelt samarbejde, gik bestyrelsen sin vej.
Selvfølgelig er det en god vane for en bestyrelse at trække sig, hvis den ikke nyder opbakning længere, men i sådanne tilfælde bør det være åbenlyst for enhver, hvorfor støtten er væk.
Sådan er det bare ikke hos Enhedslisten i Odense, hvor hverken de to byrådsmedlemmer Per Berga Rasmussen og Anna Rytter eller bestyrelsesmedlem Andreas Lund Andersen kan hoste op med et propert svar.
Derfor står byens ellers så stærke oppositionsparti i dag uden bestyrelse i landets tredjestørste by, hvor blokpolitikken raser, og hvor der næsten hver dag er brug for et modspil til de store partier, som handler det meste på plads i økonomiudvalget.
På kort sigt kan partiets vælgere glæde sig over, at Per Berga Rasmussen både er byrådets mest erfarne politiker og vant til at udgøre en enmandshær, så den gamle blikkenslager vil næppe savne støtten. Men på lang sigt må partiet indse, at han ikke kan holde evigt, og under et generationsskifte er det afgørende, at man kan kommunikere. I Enhedslisten kan de ikke engang forklare, hvorfor snakken er forstummet.