Når Ekstra Bladet søndag bringer interviews med de to danske gidsler, Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez, der for to år siden blev kidnappet fra coasteren Leopard, er bladets chefredaktør, Poul Madsen, på det rene med vilkårene.
Piraterne har en interesse i at udstille de to gidslers lidelser.
- Vi ved godt, at vi kun får lov til at tale med gidslerne, fordi piraterne giver os lov til det, siger Poul Madsen til Ritzau.
Chefredaktøren erkender, at han har været inde i vanskelige overvejelser om, hvorvidt bladet skulle bringe historien om de danske gidsler eller ej.
- Men hvis vi ikke gjorde det, bliver gidslerne glemt i offentligheden, og efter vores opfattelse, skal der et offentligt pres til at få dem hjem, siger Poul Madsen.
Men netop det er det værste, der kan ske. Direktør Hans Tino Hansen i det internationale sikkerhedsfirma, Risk Intelligence, siger, at det bedste, som myndigheder, politikere og rederi kan gøre, er ikke at lade sig påvirke af historierne.
- Piraterne har opnået det, de ville, nemlig at få hul igennem til dansk presse. Det bruger de i deres taktik for at få flere penge ud af rederiet og for at påvirke myndigheder og politikere, siger Hans Tino Hansen til Ritzau.
Gidslerne bliver altså ifølge Hans Tino Hansen brugt i et taktisk spil af piraterne, der ikke - som nogen måske tror - er fattige somaliske fiskere, men en erfaren, velorganiseret og velbeslået pirat-forbryderbande.
- Gidsler - uanset om de er hos somaliske pirater eller er taget til fange andre steder, taler aldrig frit.
- Uanset om de siger det eller ej, så er de underlagt piraternes kontrol og siger kun, hvad de får lov til, siger Hans Tino Hansen, der har specialiseret sig i veldokumenterede efterretninger fra det somaliske pirat-miljø.
TV2 og TV2 News var blandt de medier, der søndag citerede Ekstra Bladets historie om, at gidslerne har opgivet håbet om at komme hjem.
Det har søndag aften ikke været muligt at få kontakt til nyhedsdirektør på TV2, Michael Dyrby.
/ritzau/