Idéen er rigtig. Kan man arbejde, skal man have chancen for at tage et arbejde, også selvom det ikke er 37 timer, fem dage om ugen. Ingen skal parkeres passivt uden for arbejdsmarkedet, hvis de kan arbejde.
Men den måde, førtidspension og fleksjob bliver forvaltet på i dag er uacceptabel.
Det mener direktør i den faglige organisation Lederne, Henrik Bach Mortensen, der ellers har en klar interesse i, at vi bruger alle borgeres ressourcer på arbejdsmarkedet.
I et debatindlæg i Børsen, peger han på tre områder, hvor der bør rettes op på lovgivningen om ressourceforløb og førtidspension:
- For det første er det helt uacceptabelt, at alt for mange borgere sendes i langvarige ressourceforløb, uden at de efterfølgende får en reel afklaring om deres fremtid, skriver han.
Det skal stå klart, om forløbet skal munde ud i et ordinært job, et fleksjob, et uddannelsesforløb eller en førtidspension.
- Vi kan ikke byde folk - og slet ikke mennesker, som i forvejen kæmper med en lidelse af den ene eller anden art - at de først skal gennem et ressourceforløb og derefter alligevel ikke får en afklaring, men blot ryger tilbage på kontanthjælp, skriver Henrik Bach Mortensen i Børsen.
Desuden skal det helst foregå ude hos hans medlemmer - altså ude på en rigtig arbejdsplads - for det er der, mener han, at man bedst finder ud af, om borgen har de fysiske og psykiske ressourcer til at bestride et job.
Og endeligt skal de svageste borgere fredes fra det, han kalder et cirkus. Borgere med store og permanente helbredsproblemer skal ikke slæbes igennem mangeårige ressourceforløb.
- Det vil sige, at de ikke først skal slæbes gennem det "cirkus", som ressourceforløb desværre til tider har udviklet sig til for nogle mennesker. Vi betaler i Danmark så høj en del af vores indkomst til det offentlige, at vi må kunne forvente, at velfærdssamfundet tager hånd om de mennesker, som helt åbenlyst ikke kan bestride et job eller tage en uddannelse, skriver han i Børsen.