Kvinden, der har holdt styr på den store varehuskæde Walmarts velgørenheds-millioner, skal fremover jonglere med pengeposterne i Det Hvide Hus.
Præsident Barack Obama har nemlig hyret 47-årige Sylvia Mathews Burwell til stillingen som chef for den amerikanske regerings budgetkontor.
I løbet af det seneste år har Burwell fungeret som chef for Walmart Foundation i virksomhedens hovedkvarter i Arkansas. Velgørenhedsgrenen af kæmpevirksomheden donerede i 2011 over fem milliarder kroner til projekter rundt omkring i verden.
Burwell er blevet valgt, fordi hun har vist sig som en problemknuser, lyder det fra en embedsmand i Det Hvide Hus.
- Burwells dybe kendskab til budgetter og økonomiske problemstillinger sammenholdt med hendes arbejde til fordel for arbejdende amerikanere gør hende til det perfekte valg som leder af budgetkontoret på dette vigtige tidspunkt.
Burwells afdeling udfører regeringens økonomiske politik og står for det årlige budget. Derfor vil hun uden tvivl blive rodet i den igangværende budgetstrid mellem demokrater og republikanere.
Den kommende budgetchef er allerede godt bekendt med stedet, for hun arbejdede på selvsamme kontor for Bill Clinton, da han indtog præsidentposten i 90'erne. Dog var hun den gang ikke øverste ansvarlige.
Før Sylvia Mathews Burwell kan tiltræde, skal hun godkendes af Senatet.
/ritzau/Reuters