Kasper Elbjørn fra det borgerlige CEPOS skriver 4. januar i en kommentar til mit indlæg, at ved lavere skatter som i 1960 vil det kunne betale sig for folk at gøre en ekstra indsats på arbejdsmarkedet.
Men Elbjørn og CEPOS kan ikke forklare, hvorfor der i dag, hvor vi har verdens næsthøjeste skattetryk, er langt flere, der arbejder, end dengang vi i 1960 havde et meget lavere skattetryk.
CEPOS kan heller ikke forklare, hvorfor den periode, hvor skattetrykket steg allermest – 60’erne – også var den periode, hvor nytilgangen til arbejdsmarkedet var størst.
Denne nytilgang var der imidlertid to grunde til. I en situation med fuld beskæftigelse som i 60’erne begynder mange – uanset skattetryk – der før stod uden for arbejdsmarkedet, at melde sig på dette. Samtidig fik kvindefrigørelsen et løft, der indebar, at mange kvinder – uanset skattetryk – meldte sig på arbejdsmarkedet.
Når CEPOS ikke kan forklare, hvad der sker, skyldes det, at CEPOS bygger på nogle forkerte eller helt utilstrækkelige og unuancerede forudsætninger. CEPOS tror, at mennesker kun reagerer på snævre økonomiske signaler, der kan måles og vejes. Men eksempelvis kvindefrigørelsen og dennes incitamenter til, at kvinder går ud på arbejdsmarkedet, kan ikke måles og vejes.
CEPOS begriber ikke, at der er mange forhold, der spiller ind, når mennesker afgør, om de vil arbejde, hvor meget og hvor længe de vil arbejde.