Når Retten i Glostrup lørdag fortsætter med sagen mod Britta Nielsens voksne børn, får børnene et gensyn med deres mor.
Britta Nielsen har nemlig indvilliget i at vidne i sagen, der er rejst mod børnene.
De tre børn er tiltalt for groft hæleri, fordi de skal have fået del i de millioner, som Britta Nielsen svindlede sig til gennem sit arbejde i Socialstyrelsen.
Anklagemyndigheden mener, at børnene vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra kriminalitet. De tre børn nægter sig skyldige.
Britta Nielsen afsoner i øjeblikket den dom på seks år og seks måneders fængsel, som hun blev idømt i februar. Hun blev dømt for svindel for omkring 117 millioner kroner.
Derfor vil hun også blive fulgt af betjente fra Kriminalforsorgen, når hun er i retten.
Sagen mod de tre børn begyndte 4. marts, og på førstedagen afslørede anklager Kia Reumert, at Britta Nielsen havde indvilliget i at vidne.
- Jeg tror ikke, at anklagemyndigheden har så mange spørgsmål til hende, sagde Kia Reumert.
Vidner er normalt forpligtet til at vidne, men Britta Nielsen har ikke pligt til det, fordi sagen er mod hendes børn.
Foruden anklagerne har sagens tre forsvarere mulighed for at stille spørgsmål til Britta Nielsen.
Formentlig er det lang tid siden, at Britta Nielsen sidst har set børnene. Siden 18. marts har det nemlig ikke været muligt for indsatte at få besøg på grund af risikoen for smitte med coronavirus.
Fra på mandag åbner Kriminalforsorgen igen i begrænset omfang for besøg.
Det gælder indsatte med mindreårige børn samt unge indsatte. Dermed giver de nye muligheder umiddelbart ikke flere muligheder for besøg for Britta Nielsen.
Britta Nielsens 40-årige søn er tiltalt for cirka 10,7 millioner kroner, mens døtrene 32-årige Samina Hayat og 35-årige Jamilla Hayat er tiltalt for henholdsvis 37,2 millioner kroner og 3,5 millioner kroner.
På grund af coronakrisen var domstolene lukket i over en måned. Det betød også, at hælerisagen blev forsinket. Derfor har retten været nødt til at tage en lørdag i brug for at få færdiggjort sagen.
Dommen ventes i juli.
/ritzau/