Et britisk selskab, der havde kontrakten med det offentlige sygehusvæsen til at bortskaffe medicinske rester, er blevet opsagt for at have lagret mange tons affald i stedet for at destruere det. Samtidig er selskabet politianmeldt.
Ifølge flere medier er der tale om både amputerede lemmer, giftige medicinrester fra kræftbehandling og andet affald, som selskabet Healthcare Environmental Services, HES, var betalt for at bortskaffe.
- Miljøagenturet har fundet, at HES bryder sin tilladelser på flere steder, der håndterer medicinsk affald. Vi har taget handling mod leverandøren, hvilket inkluderer at få fjernet overskydende affald og en strafferetlig efterforskning.
- Vi støtter regeringen og NHS (det britiske offentlige sundhedssystem, red.) for at sikre, at offentlige services ikke bliver forstyrret, og at der bliver fundet alternative løsninger, skriver Environmental Agency i en pressemeddelelse.
Ifølge mediet Vice var et af problemstederne HES' anlæg i Yorkshire, hvor der var 350 tons medicinsk affald i september. Det er fem gange mere, end hvad der var tilladt.
Avisen Telegraph skriver, at HES mangler kapacitet til at leve op til sin kontrakt om at bortskaffe affaldet.
Og at selskabet derfor har lagret eksempelvis amputerede lemmer og andet "kirurgisk affald" i køleskabe ganske længe, mens det forsøgte at få lov til at eksportere 750 ton medicinsk affald til Holland.
Selskabet selv skriver til mediet Health Service Journal, der gravede historien op i sidste uge, at det har råbt op om manglen på højvarmeovne og strammere regler for affaldshåndtering længe.
Situationen er så alvorlig, at den britiske regerings kriseberedskab, COBRA, har været sat i værk.
- Det er rystende afsløringer og givet antallet af involverede offentlige sygehuse og de bredere implikationer for miljøet og sundheden, er jeg skuffet over, at vi ikke er blevet informeret tidligere, siger oppositionspartiet Labours Jonathan Ashworth til Vice.
/ritzau/