Det britiske arbejdsmarked fortsætter med at være et lyspunkt i britisk økonomi. Selv om landets økonomi skrumpede i andet kvartal, kom flere i arbejde, og lønningerne voksede.
Det viser tal fra The Office for National Statistics.
I april, maj og juni kom 115.000 flere i arbejde i Storbritannien. Dermed er 32,8 millioner i arbejde, hvilket er ny rekord.
Ud over at der ansættes i stor stil, går det også godt for lønmodtagerne, når der skal forhandles løn.
Væksten i lønningerne fraregnet bonusser er på 3,9 procent i Storbritannien - og hvis man regner bonusserne med, vokser lønnen i et tempo, der ikke er set siden 2008.
Det kan virke paradoksalt, når det i sidste uge blev lagt frem, at Storbritanniens økonomi i samme periode er skrumpet med 0,2 procent.
Økonomer i Storbritannien forklarer det ifølge Reuters med, at virksomhederne groft sagt er blevet tilbageholdne med at lave store investeringer i ting som maskiner eller bygninger, indtil de ved, hvordan vilkårene for handel med EU-landene fremover bliver.
Til gengæld bruger de hellere pengene på udgifter, som de hurtigt kan komme af med igen, hvis noget skulle ændre sig: Ansatte, der kan fyres igen.
Den store efterspørgsel efter arbejdskraft kan have været med til at presse lønnen og beskæftigelsen op, lyder vurderingen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.