Mens fodboldlandstræner Morten Olsen benyttede torsdagen til at udtage Jores Okore og Nicklas Pedersen som de sidste to spillere til EM-holdet, så skiftede superliga-klubben Silkeborg ud på trænerfronten.
I den forbindelse fik Morten Olsens tidligere assistent Keld Bordinggaard jobbet i Silkeborg, hvilket glæder Morten Olsen.
- Det glæder mig utroligt meget. Keld er en fantastisk dygtig fodboldtræner, og at han kan komme i gang igen, det glæder os alle sammen. Det har han vitterligt fortjent, siger Morten Olsen.
Keld Bordinggaard var assistent for Morten Olsen fra 2002 til 2006, og efterfølgende var han U/21-landstræner frem til sidste sommers EM-slutrunde på dansk grund.
Han var senest klubtræner i 2001/2002-sæsonen for Vejle Boldklub. Keld Bordinggaard har en fortid som spiller i netop Silkeborg, og på spørgsmålet om, hvorvidt den tidligere assistent har fundet sig den rigtige klub, svarer Morten Olsen:
- Der er sikkert mange rigtige klubber for ham, for han er dygtig.
Mens Silkeborg sagde goddag til Keld Bordinggaard, sagde klubben farvel til den hidtidige træner Troels Bech, der nærmest på samme tid blev præsenteret som ny OB-træner.