Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har ? når det gælder Irak ? bragt sig selv i en situation, hvor han ikke har ret mange handlemuligheder. Modsat eksempelvis italienerne og spanierne har Danmark været loyal over for den amerikanske præsident Bush og den britiske premierminister, Tony Blair, lige siden invasionen i Irak. Derfor må han nu stå last og brast med USA og England og vente på deres reaktion på Baker-rapporten om Irak-situationen.
Sådan lyder analysen fra danske udenrigspolitiske eksperter, efter at dele af den længe ventede rapport blev lækket til pressen torsdag.
»Når man ser på, hvad andre lande i Europa har gjort, så har de jo besluttet sig mere på egen hånd, mens Fogh har gjort en dyd ud af sin loyalitet. Derfor ville det være utænkeligt her »fem minutter i tolv« pludselig at blive illoyal,« forklarer seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Hans Mouritzen. Han tilføjer, at det er den danske statsministers eftermæle, der står på spil:
»Nu kan han lige så godt køre linen ud og blive sammen med USA og briterne. Så vil der komme til at stå i historiebøgerne, at Fogh var en ven i nøden. En, der var loyal til det sidste,« siger han.
Den analyse er lektor i international politik ved Aarhus Universitet Tonny Brems Knudsen helt enig i. Men han påpeger, at den danske kurs i Irak-spørgsmålet er bemærkelsesværdig.
»Fra dansk side har man tilsyneladende deponeret handlekraften hos sine partnere uden nogen præmisser for at være med. Det er et sjældent syn i udenrigspolitiske sammenhæng,« siger han og advarer mod at lade de danske tropper blive i Irak betingelsesløst:
»Behovet for en selvstændig dansk Irak-strategi er større end nogensinde før. En eventuel beslutning om at blive bør bygge på klar strategi om, hvordan man kan vende situationen,« siger han.
For en måned siden erkendte statminister Anders Fogh Rasmussen, at situation i Irak langt fra er tilfredsstillende, og at der er brug for en ny strategi i Irak.
Men siden har det været meget småt med konkrete udmeldinger om kursskiftet. Ifølge lektor Tonny Brems Knudsen er det med god grund:
»Lige meget hvad regeringen vælger at gøre, så er der ikke nogen god løsning. Koalitionsstyrkernes tilstedeværelse er uden tvivl med til at få konflikten til at eskalere. Men forlader man Irak nu, er det totale kaos også et muligt scenarium,« siger han.