Bogart-Oles sidste scene

Kendte
Ole Michelsen blev lørdag bisat fra Frederiksberg Kirke (Foto: Ritzau Scanpix)

Strålende solskin fortrængte for en stund corona, da filmmanden Ole Michelsen blev bisat fra Frederiksberg Kirke

Solen skinnede ufortrødent, mens et opslag på kirkedøren mindede de alt for få gæster om Convid-19, da filmmanden Ole Michelsen lørdag blev bisat fra Frederiksberg Kirke.

Virussen tillod bare 50 gæster at sige farvel, men forhåbentlig bliver der senere mulighed for en større mindehøjtidelighed, lød det heldigvis.

Blandt gæsterne var blandt andre Oles gamle ven Ulf Pilgaard.

– Ole var en loyal ven, og vedholdende. Vi gik i skole sammen, og blev konfirmeret sammen af min far. Og selv om vi var væk fra hinanden, så var Ole der altid og stadigvæk efter de mange år, sagde Ulf til avisen.dk.

Også præsten var i sin tale inde på, hvordan filmmanden altid formåede at bevare smilet og humøret.

– Ole var elsket og utrolig afholdt af mange. Han mødte verden med et smil, sagde præsten, og mindede med et smil om Oles “Film skal ses i programmet.

Filmmandens undværlige hat var selvfølgelig også placeret mellem de mange blomster.

Blev 79 år

Han var både kulturjournalist, forfatter og ikke mindst tv-vært. Han blev mest kendt for filmmagasinet "Bogart" på Danmarks Radio, hvor især finkulturelle, finurlige og franske film gerne høstede en ekstra hat ved bedømmelsen.

Egentlig ville han gerne selv lave film. Han afbrød en universitetsuddannelse i 1964 og rejste til Frankrig, hvor han blev instruktørassistent for Jean-Pierre Melville på filmen "Storgangsterens sidste kup" (Le deuxième souffle) i 1966.

Men livet var også fyldt med tragedier for den venlige og elskelige filmmand. Han blev alenefar for datteren Trine Michelsen, da hans hustru, Nina Varberg omkom, ved en bilulykke i Paris bare fire år efter datterens fødsel. Det var den vigtigste årsag til, at Ole vendte hjem til Danmark.

I 2009 døde Trine bare 42 år gammel af kræft, og Ole lagde aldrig skjul på, hvor smertefuldt det tab var. Selv om det også gjorde ondt, så talte han gerne varmt og længe om sin datter.

– Trine lever i mit sprog, og når jeg hører ”hendes” musik, kan jeg høre hende synge inde fra værelset, forklarede filmmanden, som efter tv-karrieren var en flittig foredragsholder om både film, alkohol og netop sorgen over at miste et barn.

– Døden er det sikreste i denne verden, desværre taler vi ikke om død og sorg. Det tabu vil jeg gerne være med til at nedbryde, sagde Ole.

Før sin død, lavede han også en lille video for DR, hvor han afslørede sine tanker om sit liv og døden.

– Nu når jeg er død, mine damer og herrer, kan jeg sige, at jeg efterlader mig et dejligt langt og varmt liv, som jeg har haft utroligt meget glæde af.

Ulf Pilgaard var barndomsven med filmmanden, og mødte selvfølgelig op til bisættelsen.