Børn af forældre fra ikke-vestlige lande bliver oftere fjernet fra familien end deres danske venner. Og det er særligt drengene, som er i risiko for at blive anbragt på institution eller i plejefamilie i løbet af deres første 18 år.
Det viser nye tal fra Rockwool Fonden. For selvom der generelt er sket et fald i risikoen for, at børn bliver anbragt, er der stadig tydelig forskel mellem børn med danske forældre og børn med anden etnisk baggrund.
- De ikke-vestlige drenge skiller sig ud i statistikken. Deres risiko var i 2010 dobbelt så høj som risikoen for drenge og piger med dansk baggrund, siger Peter Fallesen, forsker ved Rockwool Fonden og medforfatter til undersøgelsen.
I 2010 havde danske børn en risiko for at blive fjernet fra hjemmet på 2,6 procent for drenge og 2,3 procent for piger, mens drenge med ikke-vestlig baggrund havde en risiko på 5,5 procent.
Grunden til den markant højere risiko skal ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) muligvis findes i familierne, som ofte er mere udsatte og sårbare end danske familier.
- Familier med etnisk minoritetsbaggrund har en socialt set sværere baggrund end mange andre. De er psykisk sårbare og kommer måske som flygtninge og fra tortur, siger Anne-Dorthe Hestbæk, afdelingsleder og seniorforsker ved SFI, og tilføjer:
- Vi kan jo godt regne ud, at det ikke er de forældre, der har de store ressourcer til at støtte deres børn til en læreplads eller ungdomsarbejde.
Hun peger på, at det ofte er lavere uddannelsesniveau og arbejdsløshed, som præger familierne med anden etnisk baggrund. Det betyder, at forældrene ikke magter lektiehjælpen eller kan hjælpe de unge drenge ud på arbejdsmarkedet.
Konsekvensen er, at de unge kommer til at "hænge med de forkerte".
- Hvis man ikke kan gøre sig til på de bonede gulve, hvor man får indtægt og anerkendelse, så må man få anerkendelse på andre måder. Det søger man måske i nogle sociale miljøer, hvor man kommer til at gøre nogle lidt dumme ting, siger Anne-Dorthe Hestbæk.
For at komme statistikken til livs skal der derfor gribes ind fra børnenes tidlige barndom.
- Som samfund skal vi blive bedre til at integrere de unge i folkeskolen og på arbejdsmarkedet. Ellers kan de ryge ud i kriminalitet og have for meget risikoadfærd, så løsningen bliver en anbringelse uden for hjemmet, siger Anne-Dorthe Hestbæk.
Piger med ikke-vestlig baggrund havde en risiko for at blive anbragt uden for hjemmet på 3,1 procent.
/ritzau/