Den folkekære skuespiller Bodil Jørgensen har investeret i et nyt sommerhus - som dog ikke ligefrem kan kaldes nyt.
Det fortæller stjernen fra “Badehotellet” til Billed-Bladet.
- Her i corona-tiden købte vi et lille, faldefærdigt hus på Røsnæs, hvor der har boet en dame på 94 år. Det er et gammelt fiskerhus, og der skal gøres rigtig meget, men jeg synes, vi har skudt papegøjen, siger Bodil Jørgensen til ugebladet, der skriver, at skuespilleren sammen med sin mand, filmfotografen Morten Søborg længe har været på udkigt efter et fristed ved vandet.
Og med købet af det gamle fiskerhus i det nordvestlige Sjælland er den drøm altså nu gået i opfyldelse for parret.
Bodil Jørgensen, der gennem alle otte sæsoner har indtaget rollen som Molly Andersen i TV2’s populære serie “Badehotellet”, kan sagtens finde ligheder mellem det nye fritidshus og det hus, som hun har i tv-serien.
- Det passer fuldstændig ind i ”Badehotellet”, for det ligner Peter Andreas og Mollys lille hus. Min mand må gå foroverbøjet, der er stråtag, og det er helt museumsagtigt med gamle stolper og lavt til loftet, fortæller Bodil Jørgensen til Billed-Bladet.
Bodil Jørgensen er 59 år og har tre børn, hvoraf de to er med den nuværende mand Morten Søborg. Hun debuterede som skuespiller i 1986 og havde sin første store rolle som "Karen" i Lars Von Triers "Idioterne" i 1998. Den rolle indbragte hende både Bodil og Robert-priserne for bedste kvindelige hovedrolle.
Bodil Jørgensen modtog også Robertprisen for bedste kvindelige hovedrolle i 2013 for sin præstation i Hvidsten Gruppen.