Cliff Kaltoft er sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder (LVS). Gennem godt 20 år har han rådgivet skiftende regeringer om samfundets udsatte. LVS arbejder for at styrke socialt udsattes muligheder for forandring. Med kampagnen Den Gode Historie vil LVS indsamle 1000 positive vendepunktshistorier og derved illustrere, at det gode liv er opnåeligt med den rette hjælp - selv for de mest udsatte mennesker.
EFTER FLERE TRAGISKE tilfælde, som er kendte fra pressen, har Socialstyrelsen netop sat gang i et større udredningsarbejde. Det skal resultere i nationale retningslinjer for forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem.
Initiativet er nødvendigt, men det kan ikke stå alene, hvis vi for alvor vil gøre noget ved problemet. Det skal jeg vende tilbage til.
Der er ingen tvivl om, at vold og voldelig adfærd er et større og større problem i arbejdet med de mest udsatte grupper. Det er uholdbart for personale og medarbejdere, som selvfølgelig har krav på, at problemet belyses og håndteres. Politisk er det også uholdbart, når en tragisk sag eksploderer på avisernes forside eller i aftenens nyhedsudsendelse på tv. Så handling skal der til, og det får vi så nu.
Formålet med Socialstyrelsens udredning er "at styrke organiseringen, systematikken og den fagprofessionelle tilgang i det voldsforebyggende arbejde på botilbud og forsorgshjem for derved at nedbringe antallet af voldsepisoder."
JEG ER SELV udpeget til projektets følgegruppe, som tæller i alt 33 medlemmer. Hertil kommer en til formålet nedsat arbejdsgruppe på 12 medlemmer og en styregruppe på syv. Så vi er mange om opgaven. Og godt for det, for helt let bliver det nu ikke.
For hvad er den stigende vold udtryk for, og kan vi blot inddæmme og reducere den i kraft af et sæt nye retningslinjer? Det er jeg ret skeptisk overfor, og det tror jeg nu også, ret mange andre vil være. Af samme grund er det vigtigt at sikre bredde og udsyn i de kommende diskussioner om de nye fælles retningslinjer for den nationale voldsforebyggelse.
ET AF DE FØRSTE spørgsmål, der melder sig, er selvfølgelig, om det overhovedet er muligt, at udarbejde fælles retningslinjer. Altså retningslinjer, der kan anvendes i alle situationer fra Skagen til Gedser og fra København til Esbjerg, uanset hvilke målgrupper og institutioner, der er tale om.
Det bliver svært, tror jeg, for de mennesker, det i sidste ende handler om, er jo ikke ens. De er lige så forskellige som du og jeg. Virkeligheden er ikke sådan, at alle socialt udsatte beboere på forsorgshjem og botilbud er "lige farlige," hvorfor vi skal møde dem med en identisk risikovurdering.
ET ANDET spørgsmål handler om konkrete forslag til voldsforebyggelse her og nu. Jeg tror, mange af de involverede personalegrupper og organisationer vil pege på hensigtsmæssige normeringsforhold og tilstrækkelige personaleressourcer. De vil også pege på behovet for efteruddannelse og udvikling af deres kompetencer.
Det synes jeg, de vil have en god grund til at påpege. Ligeledes kan der gøres meget nu og her ved at give de fysiske rammer et kritisk eftersyn. Indretningen af de boliger, rum og udendørsarealer, hvor socialt udsatte mennesker i dyb krise skal have hjælp og omsorg fra personalet, er ganske afgørende for den konkrete konflikthåndtering - og dens muligheder for at lykkes.
Men grundproblemet står stadig tilbage, for når vi oplever mere vold, så er det jo ikke fordi, der er en gruppe mennesker, som bare er født sådan. Eller fordi, volden pludselig kommer dumpende ned fra himlen i et hidtil uset omfang. Problemet handler om synet på de mest udsatte grupper og om sigtepunkterne for vores socialpolitik.
DET ER MIN erfaring, at vi i disse år oplever flere og flere - og ikke mindst unge - for hvem, livet er blevet meningsløst. At de ikke kan se en udvej, at der ikke er noget håb for dem, hvad angår mulighederne for at få en uddannelse eller et job. Eller blot opnå en tålelig tilværelse. Mange af de væresteder for socialt udsatte, jeg har kontakt med, fortæller om netop den type reaktioner blandt nogle af de nye brugergrupper.
De fortæller også om oplevelsen af øget vold og aggressiv adfærd.
Som om alt er blevet ligegyldigt og har mistet betydning - også konsekvenserne af den vold, jeg begår. Det er skræmmende.
VOLDEN HANDLER dybest set om, at vi har udviklet et samfund, hvor en større og større gruppe borgere føler sig totalt hægtet af og opgivet på forhånd, mens resten af Danmark er travlt beskæftiget med at positionere sig bedst muligt i den internationale og globale konkurrence.
Vi har mistet retningen, og det har vi ufatteligt travlt med. Den mest effektfulde voldsforebyggelse handler derfor om at sikre, at alle samfundsborgere oplever, de er en del af fællesskabet - og at DE har noget værdifuldt at bidrage med.
I Landsforeningen af Væresteder tror vi på håbet. Vi tror, det er muligt at flytte socialt udsatte mennesker fra en situation, der tilsyneladende er håbløs, til et liv med muligheder og fremtids-perspektiver.
Derfor gennemfører vi i disse måneder kampagnen Den gode historie. Formålet er at løfte de gode eksempler frem, og i øvrigt at give noget af respekten tilbage til de mennesker, der faktisk beslutter sig for at gøre noget ved deres problem.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.