MANGE DANSKE politikere lyver af et godt hjerte, og de går hånd i hånd med den presse, der blandt andet spiser frokost med politikerne dag ud og dag ind.
For at retfærdiggøre den påstand vil jeg begynde med en beretning fra det virkelige liv.
En væsentlig grund til at læse nyheder eller lade sig fodre med dem via radio og tv har for mig altid været behovet for at blive fyldt med nogenlunde neutral information om dette og hint.
Jeg har stolet på, at alle fra chefredaktør til trykker delte min opfattelse af den nødvendige grundighed og “objektivitet”. En massiv tillid til at journalister og redaktører ville holde deres egne personlige meninger, fobier og anskuelser i ave, så det der blev skrevet, sagt eller vist fremstod som det nærmeste, man kunne komme en objektiv sandhed.
SÅDAN ER det ikke. Måske har det aldrig rigtig været sådan.
Fra min tid på et (dengang) stort dagblad husker jeg især en enkelt episode: Jeg skulle tage ud med en ejendomsmægler, som skulle vurdere en “strandvejsvilla” på Christiania, så der kunne skrives en harmdirrende artikel om millionærvældet på Christiania, hvor den rige elite fra Strandvejen byggede uden skat og alt det andet. Det sidste jeg hørte, inden jeg forlod redaktionen for at mødes med ejendomsmægleren var: “Husk nu, at vi IKKE kan lide Christiania”. Meddelelsen kom fra det, man roligt kan kalde “højeste sted” på avisen.
Mødet med ejendomsmægleren var spændende. Han havde aldrig været på Christiania, så vi gik en tur gennem hele området frem til byggepladsen, hvor “standvejsvillaen” var ved at blive opført. Han fortalte, at han havde mange fordomme om Christiania, og at han allerede havde mistet de fleste på gåturen. Han ville endda invitere sin far ud at se det, for det var de “godt nok spændende”. Da vi nåede huset, viste det sig at være på meget få kvadratmeter og opført i grundigt rensede genbrugsmaterialer. Det korte af det lange er, at ejendomsmæglerens vurdering var: Det er ikke en strandvejsvilla, men var den fuldt lovlig på alle måde, ville han sagtens kunne sælge den til en pris, der lå tæt på et mindre rækkehus i Rødovre.
ARTIKLEN BLEV lagt i glemmekassen af den, der havde bestilt den. Først senere, da en anden redaktør blev sur på den højtstående, endte artiklen i avisen.
En anden gang skulle jeg for samme avis interviewe Kim Larsen efter tur-start på Madam Blå på Bakken. Efter koncerten henvendte jeg mig som aftalt til manden, der vogtede musikerrummet, og han hentede Larsen ud til mig. Det eneste der kom ud af det var en vred, uligevægtig Larsen, som beskyldte mig for at være årsag til den samlede presse dårligdomme. Altså ikke noget interview. Ved hjemkomsten til redaktionen fortalte jeg, hvorfor jeg ikke havde noget at skrive, og så blev jeg bedt om at “svine ham til”. Det skete ikke.
Jeg blev også bedt om at svine en DR-medarbejder til, fordi DR betalte hans flytteudgifter i forbindelse med udstationering. Var jeg blevet på avisen, kunne jeg sikkert fortælle meget mere i samme skuffe.
DENNE LANGE indledning fører frem til Englands udtræden af EU. Danske medier og danske politikere og danske “meningsdannere” er i flertal, når der skal findes syndebukke - altså syndebukke, som ikke har noget med sagen at gøre. Af gode grunde er der ingen andre end EU, medierne og politikerne at give skylden, så der må opfindes nogle fjender. De kom så hurtigt på banen, at man skulle tro, det hele var skrevet i forvejen.
Første skyldige var naturligvis ultrahøjreorienterede fascister, og det var Putin, Trump, Le Pen og Farage, der var skyld i det hele.
Næste på banen var de gamle, og der blev rundhåndet skrevet om, hvordan de døende, rallende, xenofobiske oldinge smadrede fremtiden for ungdommen ved at stemme nej. Dette endda til trods for, at valgloven helt naturligt giver gamle en ret, de bruger og unge en ret, de lader ligge ubenyttet i mange tilfælde. Således også i “brexit”.
Den første med fascisterne holdt ikke vand ret længe, men påstanden om de gamle holder meget bedre. Den er også nemmere at håndtere. Sandheden er dog - i modsætning til hvad politikerne bræger om, og hvad medierne viderekolportere - at de unge i bedste fald selv er skyld i miseren, alene fordi de ikke gad møde op og stemme. De unge stillede med 30 procent af de stemmeberettigede og de gamle med over 80 procent. Men den sandhed har vanvittigt hårdt ved at komme frem - ikke mindst i de medier, der burde fremvise en næsten hysterisk skepsis over for hvad som helst, der kun præsenteres fra én side.
Både politikere, medier og pro-EU-debattører forsømmer pligten til at finde ud af, hvorfor EU ikke appellerer til vælgerne. Det burde dog være det første at lede efter. Det er her i landet blevet normalt at nedstemme politikernes forførende forslag, når der laves folkeafstemninger. Og det er lige så normalt for politikerne og medier at undlade at grave i årsagerne. Der skal bare findes syndebukke og laves en ny afstemning, så går det nok det hele.
Durkdrevne politikere og tjenstvillige mediehuse fylder os med løgn, og det ser ud til, at de gør det i et tæt samarbejde.
Spørgsmålet er så: Hvad skal vi gribe og gøre i for at få den nogenlunde neutrale information, der gør os i stand til at vælge på et nogenlunde sagligt grundlag? Svaret er desværre, at vi må læse alle de lovtekster igennem, der findes. Når vi har gjort det, har vi gjort os mere umage end samtlige politikere og journalister, men som dem kan vi heller ikke nå det, før afstemningen er overstået.
DET VIL sige, at vi er overladt til at stole på de medier, der ikke er til at stole på og til at have tillid til politikere, hvis fremmeste mission er at gøre en god figur, når de besøger Clement Kjærsgaard, hvad enten det er hans “sjove” eller “seriøse” program.
EU, fremtiden, din hverdag, al lovgivning … alt … fortjener at blive taget alvorligt ikke mindst af medierne, der skal vise os godt og skidt, og ikke mindst hjælpe med at vurdere den politiske indsats. I stedet kommer medierne beredvilligt med røgmaskinerne, når nye vanvittige poplove skal gennemføres og i stedet for at afsløre politikere, hædres de som dansende fjolser i fjernsynet fredag aften.
Dækningen af resultatet af afstemningen i England er et skræmmende godt eksempel på, hvor langt ude pressen og politikerne er. Det er synd for fremtiden, for nutiden, for freden, for troværdigheden og for os alle.
Desværre truer det mest farlige lige om hjørnet: At den folkelige antipati og desperation bliver så voldsom, at det hele eksploderer. Derfor - ikke mindst derfor - har vi brug for sandhedssøgende, grundige medier og politikere, der ikke møder modstand, når de hiver løgn, fordrejelser og bedrag op af værktøjskassen, hver gang noget går dem imod.
Brexit har vist os, at det ikke bliver i år, at medier og politikere holder op med at lyve.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.