Blogger: Det er tortur at sende dødssyge borgere i ressourceforløb
BLOG - Forvaltningen af reformlovgivningen om ressourceforløb og førtidspension ligner efterhånden mange steder ren tortur. Mange parter har ansvaret for, at mishandlingen er kommet så vidt – og de bærer også ansvaret for at stoppe den, skriver blogger Lisbeth Riisager Henriksen.
Blog

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Se alle blogindlæg

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

REFORMEN AF FØRTIDSPENSION og fleksjob lever nu på femte år. En af de helt store konsekvenser af loven var, at det er blevet meget sværere at opnå tilkendelse af førtidspension selv for meget syge og invalide personer. Og det var en hel bevidst plan fra politikerne bag loven.

Det er allerede blevet beskrevet indtil mange gange af både undertegnede og mange andre kritikere, hvordan reformen har gjort det næsten umuligt at opnå førtidspension selv for meget syge mennesker; hvordan lovgivningen efter Ankestyrelsens fortolkning lægger op til, at kommunerne skal forhale sagsbehandlingen og sende syge mennesker med væsentligt og varigt nedsat arbejdsevne i årelange ressourceforløb, selvom der burde være rigelig med dokumentation til at tilkende dem førtidspension og afslutte sagen.

Der står i loven, at borgere kan undtages fra ressourceforløb og tilkendes førtidspension, ”… hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres”, eller hvis det ”... er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle … arbejdsevne.”

Men det er ikke præciseret, hvornår og for hvem noget skal være ”åbenbart” eller ”åbenbart formålsløst”, og hvordan det ”åbenbare” og det ”åbenbart formålsløse” faktisk ser ud. Det er sådan nogle beskrivelser, som er cirkelslutninger og dybest set ikke siger noget håndgribeligt. Og det er i sig selv en gåde, hvordan man skal kunne dokumentere, at en arbejdsevne ikke ville kunne udvikles i al fremtid.

Derfor er det en elastiklovgivning, som kan misbruges af kommuner, der tænker mere på kommunens egen økonomi end på borgernes tarv. Den kan tolkes næsten, som kommunerne finder for godt.

MEN DET ER IKKE ALLE forringelser, der er lovgivningens skyld alene. Vi har set mange eksempler på kommuner, der har brugt reformen som påskud for at forhale syge borgeres sager i årevis, selvom sagerne var det, som reformlovgivningen upræcist beskrev som ”åbenbare”. Det er blandt andet sager, hvor personer er så syge og har så store funktionsnedsættelser, at det er meningsløst at iværksætte nye initiativer.

Et nyt grotesk eksempel er Vladimira Kristensens sag i Københavns Kommune, som TV2 Lorry  fortalte om den 2. juni. Hun er 62 år, har tidligere brækket ryggen i en arbejdsskade, har leddegigt så hun næsten ikke kan gå, har tarmsygdommen Morbus Chrohn, er opereret for lungecancer (kan ikke tåle kemo på grund af sin svækkede tilstand) og lider af angst og hukommelsesbesvær. Ifølge TV2 Lorrys beskrivelse har hun været i kontanthjælpssystemet i hele 20 år. Klinisk Funktion har beskrevet hende som kronisk medtaget. Hvis man ser TV2 Lorrys tv-indslag med hende, så kan man ikke være i tvivl om, at der er tale om en dødssyg kvinde, som det ikke giver mening af arbejdsprøve yderligere. Hun burde have fået førtidspension for længst.

Men alt dette til trods har Københavns Kommune netop afvist at give hende førtidspension. Derimod vil de sende hende ud i et længerevarende ressourceforløb og iværksætte ”beskæftigelsesfremmende tilbud”. Kvindens bisidder Bitten Vivi Jensen fastslår i en kommentar: ”Det er mishandling, det er ondskabsfuldt, det er omsorgssvigt. Hvor længe, Danmark, tillader vi tortur af syge borgere?”

TV2 LORRY HAR KONFRONTERET Københavns Kommunes beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) med sagen. Hun ville ikke forholde sig til den, men sagde, at kommunen er tvunget til at træffe meget hårde afgørelser på grund af lovgivningen:

”Det er jo desværre ikke den første sag, jeg ser. Jeg har fået mange henvendelser, hvor jeg som borger, borgmester og menneske tænker, at det er sindssygt, og jeg ville ønske, vi kunne gøre noget andet. (…) Vi er jo nødt til at gøre det, der står i loven, men jeg synes, den er alt for stram. Du skal nærmest være mere død end levende, før vi må gøre en undtagelse”. 

Med den sidste sætning hentyder borgmesteren til, at man i Københavns Kommune kun kan få førtidspension, hvis man er terminalpatient. Den praksis blev også bekræftet af Vladimira Kristensens socialrådgiver på et møde med Vladimira Kristensen og hendes bisidder Bitten Vivi Jensen den 2. juni, har Bitten Vivi Jensen skrevet i en Facebookkommentar til sagen.

Men det er en meget stram lovfortolkning, som ikke er i overensstemmelse med forligspartiernes intentioner med loven, skal man tro beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens (V) og forligspartiernes tidligere udtalelser omkring lovens ånd og forvaltningen af den.

NÅR JEG HØRER Anna Mee Allerslev krybe i skalkeskjul bag ’loven’ (lovens bogstav) og vaske hænderne i denne dybt alvorlige sag, ligesom adskillige andre social- og beskæftigelsesborgmestre og -chefer før hende har gjort, så bliver jeg meget vred og forfærdeligt ked af det. For det er aldrig ”nødvendigt” for en forvaltning at bruge over 20 år på at udrede og færdigvurdere en borgers sag, og det er alene kommunens egen lovfortolkning, ikke lovens ånd, at man skal være døende for at opnå ret til førtidspension. Hvis Anna Mee Allerslev og kommunen ville, så kunne de sagtens vælge at prioritere ansvaret for borgeren og samvittighedens ånd og tilkende førtidspension i en sag som denne. 

Det kan ikke passe, at lovgivningen ligefrem tvinger kommunerne til at udføre tortur. Tortur er forbudt i henhold til menneskerettighederne – så det er ikke tilladt, uanset hvad Mee Allerslev siger. Så hvor svært kan det egentlig være at gøre det rigtige?? Vi taler om en i forvejen dødssyg borger!

OMVENDT HAR LOVGIVERNE igen og igen sagt, selvom de blev præsenteret for det ene forfærdelige eksempel på mishandling af borgere efter det andet, at loven i det store hele er god, og at forligskredsens intentioner med den var såre gode. Også deres ageren har gjort mig ked af det og vred.

De har sagt, at der blot er behov for bittesmå justeringer, så kommunerne bedre kan forstå, hvordan de skal agere i forhold til lovgivningen om ressourceforløb. Det har de senest sagt med den lille ”initiativpakke”, som forligskredsen blev enig om at initiere i marts måned i år, selvom reformens leveår allerede har vist ganske mange eksempler på vederstyggelig forvaltning af lovgivningens paragraffer om førtidspension og ressourceforløb. Vi har også set mindst 66 eksempler på personer, der ligefrem er afgået ved døden, mens de har været i ressourceforløb. Det er altså stygge tal og stygge tendenser! Og når så voldsomme forhold gør sig gældende, så er det ude af proportioner af lovgiverne at påstå, at det bare er småfejl, der er tale om. Det er jo ifølge kommunerne lovens rygrad, som de har begrundet denne adfærd med.

Med initiativpakken tydeliggjorde de blandt andet målgruppen og formålet med ressourceforløbene i en vejledning til kommunerne. Det hedder heri, at ressourceforløbet ikke skal tjene til at tilvejebringe dokumentation for manglende arbejdsevne, men alene til at udvikle arbejdsevnen.

Derudover fastslår vejledningen om den lovbestemte, forudsatte dokumentation for nedsat arbejdsevne forud for tilkendelse af førtidspension, at kommunen kun skal indhente de oplysninger og den dokumentation om borgeren, som er nødvendig for at kunne begrunde og træffe afgørelse om førtidspension. Det er en formulering, man ikke bliver meget klogere af, idet den lader det være op til den enkelte kommune at vurdere, hvor megen dokumentation, der er ”nødvendig”.

Vejledningen er dog ikke helt ligegyldig, for så vidt som den karakteriserer og giver eksempler på flere typer åbenbare sager, hvor der ikke skal iværksættes ressourceforløb. Dels fastslår den, at helbredsoplysninger i sig selv kan dokumentere, at der er ret til førtidspension. Dels fastslår den, at helbredsoplysninger, sammen med øvrige oplysninger om borgerens kompetencer og ressourcer, kan dokumentere, at der er ret til førtidspension.

Derfor må man også ifølge vejledningen slutte, at en sag som Vladimira Kristensens må karakteriseres som ”åbenbar” og må afføde et retskrav på førtidspension. Det burde man vide i Københavns Kommune, hvis man havde læst vejledningen og ønskede at følge lovens ånd.

SÅ HVORFOR har mange kommuner igennem reformens første fire et halvt år sendt meget syge borgere ud i disse langstrakte forhalingsforløb, og hvorfor trodser mange kommuner tunge lægeattester på disse borgere og i nogle tilfælde også de lægelige advarsler om, at det er direkte sundhedsskadeligt, kontraindiceret, nedbrydende og traumatiserende  for patienterne?

Professor i socialret Kirsten Ketscher har adskillige gange advaret om, at der med ressourceforløbsydelsen og det tilhørende rehabiliteringsteam er ”åbnet for at pine og plage den sygdomsramte borger i årevis”. Og hun har advaret om, at en sådan praksis ”er på kollisionskurs med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod nedværdigende og ydmygende behandling”.

Og Institut for Menneskerettigheder har påtalt det i deres status over menneskerettighedssituationen for mennesker med handicap i 2015-2016. De skriver: "Der har det seneste år været øget fokus på retssikkerheden for udsatte grupper i kommunerne. (…) Noget tyder (…) på, at personer med handicap og alvorligt syge borgere risikerer at opleve helbredsmæssige forværringer som følge af de ressourceforløb og arbejdsprøvninger, der gennemføres som følge af førtidspensionsreformen trods klare lægelige advarsler til kommunerne."

DET HAR SÅLEDES IKKE SKORTET på massiv kritik af denne umenneskelige og retsløse kommunale behandling af nogle af vores allermest syge medborgere uden funktions- og arbejdsevne. Men kommunerne fortsætter den under henvisning til, at lovgivningen siger, at de skal afprøve borgerens arbejdsevne til sidste potentielle decimal. Og lovgiverne fortsætter på deres side med at fastholde, at lovgivningen er god, og at det slet ikke har været eller er hensigten, at syge borgere skal blive endnu mere syge i ressourceforløb. Så ingen griber grundlæggende ind i den helbredsskadelige og dybt uretfærdige mishandling af mennesker.

Det er tortur, og det er forfærdeligt at være vidne til. Beskæftigelsesministeren, forligspartierne bag reformen og de enkelte kommuner, herunder Københavns Kommune med beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev, bør tage ansvar for at gribe ind over for dette systemiske svigt af syge mennesker. Hvis de havde viljen, så kunne de sagtens hver især ændre kursen lidt fra denne forfærdelige behandling af svækkede borgere til noget mere humant.

DER ER BÅDE ELEMENTER i lovgivningen, i finansieringen, i praksisanlæggelsen og i selve forvaltningen, som bør ændres. Derfor er der flere parter, der har ansvar for at ændre kursen:

Lovgiverne bør præcisere i lovgivningen og ikke kun i den nye vejledning, hvad der kendetegner ”åbenbare” sager.

De bør indsætte en klar tidsgrænse for, hvor længe borgere må holdes i det kommunale hamsterhjul efter en overordnet udredning af borgerens sag. Jeg mener personligt, den sagsbehandlingstid skal ned på maksimalt et par år, når der er tale om borgere med kroniske eller progredierende diagnoser/handicap og nedsat funktions- og arbejdsevne.

Derudover bør de indskrive respekt for borgernes lægeerklæringer i lovgivningen, det vil sige pointere, at kommuner og lægekonsulenter ikke har ret til at overrule de speciallægeattester, som borgerens egne læger kommer med, og at brugen af lægekonsulenter skal forkastes. Det er slet ikke nok med en lille ”initiativpakke”, hvor man (ud over ovennævnte vejledning om ressourceforløb) blandt andet har givet borgeren ret til en ekstra sundhedsfaglig vurdering fra en regional sundhedskoordinator. Det eneste rigtige ville være at lade de mange lægeerklæringer, som borgerens egne læger allerede er kommet med, blive taget alvorligt, så borgeren ikke skal begynde forfra med en ny udredning.

Jeg mener på den baggrund også, at de bør afskaffe ressourceforløbene, som de er blevet praktiseret. De blev jo aldrig den reelt helhedsorienterede og tværfaglige indsats, som de blev fremlagt som fra daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens side i 2012.

Og de bør ændre lovgivningen, så man igen får ret til førtidspension ved en arbejdsevne på op til 10-12 timer som tidligere. Alt dette kræver ændring af lovgivningen om førtidspension, fleksjob og ressourceforløb.

Regeringen burde på sin side give kommunerne økonomi nok til, at disse mest syge borgere får en førtidspension uden at skulle bruge fem, 10 eller 20 år på at opnå denne ret og uden at skulle konkurrere med de andre alvorligt syge i den enkelte kommune om denne ret. Jeg mener, reformen og forvaltningen af den har indsnævret målgruppen af syge borgere og økonomien til den så meget, at det går langt ud over det rimelige og forsvarlige. Den nyeste økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne er således et eksempel på en meget stram aftale, der slet ikke levner de nødvendige midler til en human behandling af de mest syge borgere i vores land. Derfor er regeringen medansvarlig for den tortur, som kan følge af manglende økonomisk råderum for kommunerne!

Ankestyrelsen og retterne har et ansvar for at lempe forvaltningspraksissen og lovfortolkningen, så den ikke fortsat svigter de svageste borgere ved at lægge en umenneskelig linje for forvaltningen.

Ankestyrelsen har gentagne gange støttet kommunerne i en meget streng fortolkning af lovgivningen, hvor kommuner har afvist at tilkende selv dødssyge borgere førtidspension, men sendt dem i ressourceforløb. Ja, Ankestyrelsen har oven i købet indskærpet i en praksisundersøgelse fra 2015 om førtidspension, at de finder mange kommuners praksis med tilkendelser af førtidspension for lempelige.

Østre Landsret fastslog i en dom sidste år, at det var rigtigt af en kommune at sende en psykisk syg kvinde med bipolar lidelse i ressourceforløb, selvom hun tidligere havde fået et psykisk sammenbrud og var blevet indlagt på et psykiatrisk hospital på baggrund af en tidligere arbejdsprøvning, og selvom hendes psykiater advarede kommunen derom i den aktuelle sag.

Derfor er det ikke kun kommunerne, men også Folketinget, Ankestyrelsen og retterne, der med lovgivningen og fortolkningen af den bærer ansvaret for torturen – og et ansvar for at ændre kursen. Hvis ikke den aktuelle forvaltningspraksis er i overensstemmelse med lovgivernes ønsker, så bør de indskærpe det over for Ankestyrelsen.

Kommunerne bør til gengæld lære at udvise almindelig medmenneskelig empati over for borgerne, bruge fornuften og respektere de læger og andre fagfolk, som kender borgerne bedst og har konkluderet på deres sager. Deres dømmekraft skal altså handle om borgernes sager og borgernes tarv ud fra saglige og faglige kriterier og ikke om kommunens økonomiske interesser.

De skal selvsagt overholde lovgivning og sikre borgerne deres ret. Og de skal kunne straffes for at torturere borgere og ikke leve op til lovgivningen. Jeg foreslår idømmelse af kompensation af tort og svie foruden beløbet på den ydelse, de oprindelig burde have givet, til de svigtede borgere betalt direkte fra kommunekassen. Noget lignende foreslog Advokatrådet i deres retssikkerhedsrapport i 2015 Folketinget at arbejde med som en af de konkrete veje til at modgå det generelle problem med den grænsesøgende afgørelsespraksis i kommunerne.

DET KAN KUN GÅ for langsomt med at få ændret denne umenneskelige praksis!



Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.