Blog

Af Karen Stæhr og Dennis Kristensen
Se alle blogindlæg

Om Karen Stæhr og Dennis Kristensen

Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.

Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.

SVENSKERNE HAR taget fat på dét. Norge diskuterer dét intenst. Hvorfor tager vi ikke også fat på dét. Altså det dér med driftige forretningsmænd, der scorer vildt på at levere velfærd. Endda indimellem på elendig velfærd.

I dag kan man med rette tale om, at der finder egentlig spekulation sted i vores fælles velfærd.

Den velfærd, hvor vi i fælleskab tager ansvar for hinanden og i fællesskab via skatterne finansierer de fællesskabsinstitutioner, som står for børnepasning, undervisning, ældrepleje, sundhedsvæsen, handicaphjælp, indsats for udsatte grupper og alle de andre vitale funktioner i velfærden.

Der er naturligvis mange seriøse private velfærdsleverandører, men det er næppe nogen statshemmelighed, at der også er brodne kar iblandt.

Brodne kar, der snyder på vægten, når der skal afregnes med det offentlige. Som bruger ikke-uddannet arbejdskraft uden helt nødvendige kompetencer på afgørende velfærdsområder, og som opsamler voldsomt store overskud eller omgår og vrider skattereglerne for ikke selv at bidrage til den velfærd, de lever af.

FOR TIDEN er det specialiserede sociale områdes bosteder og særforanstaltninger for børn og unge i vælten på grund af manglende professionalisme, spekulation i billig ukvalificeret arbejdskraft og regelbrud på flere vigtige områder. Men den har også været gal på daginstitutionsområdet, skoler for unge med særlige behov, hjælpen til handicappede og ældreplejen med sort arbejde, fiktive afregninger og anvendelse af skattely og mere af samme skuffe.

Og anvendelsen af sindrige og kreative selskabskonstruktioner á la Tvind-imperiet mangler endnu at blive grundigt kulegravet.

Hvorfor lader vi dog den ene skandale efter den anden passere forbi, uden at gribe fat om nældens rod?

NEMLIG DE tre simple spørgsmål: Skal man kunne oprette velfærdsfirmaer uden reelt kendskab til det pågældende velfærdsområde? Hvorfor stiller vi ikke detaljerede krav til og kontrollerer effektivt kvalitet og kompetencer? Hvor stor en profit - hvor stort overskud - skal skatteyderne bidrage til i velfærdsleverandørernes kasse?

Det sidste spørgsmål om profit på velfærd har stort set været fraværende i debatten om privatiseringer, frit valgs-ordninger og offentligt-privat samarbejde, selvom det indlysende burde være helt centralt, når debatten ellers i høj grad har handlet om, hvorvidt en større brug af private leverandører vil kunne føre til mere velfærd for skattekronerne.

Store dele af Christiansborg har ladet sig overbevise af koalitionen af brancheforeningers lobbyvirksomhed og tænketankens Cepos med tilknyttede hang-arounds om, at privat leveret velfærd enten er bedre eller billigere end offentligt leveret velfærd. Eller begge dele på samme tid.

Alligevel er der tilsyneladende ikke mange politiske beslutningstagere, som nu vender skråen og lige tænker sagen igennem én gang til. Nu, hvor brancheforeninger og arbejdsgiverorganisationer i stigende grad appelerer til politikerne i Folketinget, kommunalbestyrelserne og regionsrådene om at have mindre fokus på prisen og lægge mere vægt på kvaliteten. At de private velfærdsfirmaer med andre ord skal have højere betalinger for at levere velfærd i en anstændig kvalitet.

Hermed er vi på vej mod en situation, hvor privat leveret velfærd vil kunne overstige prisen for offentligt leveret velfærd. En sådan udvikling vil naturligt også føre til øget profit på privat leveret velfærd.

I SVERIGE har de gennemført en større udredning om gevinster i velfærden.

Udredningen viser, at det ikke er muligt éntydigt at fastslå, at øget konkurrence mellem offentlige velfærdsinstitutioner og private profitdrevne virksomheder har ført til højere kvalitet eller lavere omkostninger i form af øget effektivitet.

Til gengæld efterlader udredningen ingen tvivl om, at der generelt på de svenske velfærdsområder er en meget stor profit til de private velfærdsleverandører.

Profitten er således væsentlig større i gennemsnit på velfærdsområdet end på tjenesteydelser i servicebranchen. Begge brancher har det fælles træk, at løn fylder rigtigt meget, mens investeringer i maskiner og udstyr af er begrænsede.

Derfor foreslår udredningen en mekanisme, som kan begrænse profitten til et mere normalt niveau for sammenlignelige brancher - eksempelvis servicebranchen.

NORGE HAR gennem længere tid haft en grundig debat om profit på velfærd ud fra denne samme problemstilling om meget store fortjenester - profit - på udførelse af velfærdsopgaver betalt af skatteyderne.

Og det med skatteyderne er det helt centrale.

Skatteyderne må have et helt indlysende krav på, at skatten på deres arbejde bruges fornuftigt og fører til mest mulige velfærd i højest mulig kvalitet.

Det vil næppe en eneste politiker i Danmark tale imod.

Hvorfor så ikke kigge til nabolandene og lade os inspirere af idéer og modeller til at føre denne målsætning ud i livet?

Når andre kan finde måder til at begrænse mulighederne for, at velfærd anvendes som malkeko af useriøse forretningsfolk, hvorfor skulle vi så ikke lade os inspirere og tage den samme diskussion i Danmark?