Trafikken i Moskva er stoppet, folk er nervøse og alt er kaos.
Sådan lyder meldingen fra danske Connie Meyer, der bor i Moskva og arbejder for Human Care Russia, som udfører humanitært arbejde. Hun følger de russiske mediers dækning af terrorangrebet, som foreløbig har kostet 42 mennesker livet.
"Vi ser billeder af folk, der er sårede, og hvor blodet løber ned af deres ansigt. Der er masser af ambulancer ved metrostationerne, og helikoptere bringer de sårede til nærliggende hospitaler. Alle er i højeste beredskab," beretter Connie Meyer til Nyhedsbureauet Newspaq.
To metrostationer i det centrale Moskva, Lubjanka og Park Kulturi, blev omkring klokken otte mandag morgen lokal tid ramt af to bombeeksplosioner, og ifølge lokale myndigheder er det to kvindelige selvmordsbombere, der står bag eksplosionerne.
Connie Meyer færdes selv jævnligt på den ene af de to metrostationer, og hun fortæller, at det burde kunne lade sig gøre at finde frem til dem, der står bag angrebene.
"Der er kameraer på alle metrostationer, så man kan altid finde frem til, hvem det er," siger hun. Ingen har dog taget ansvar for bombeangrebene endnu.
Alt er fortsat kaos i den russiske hovedstad, hvilket også fremgår af mediernes dækning i landet.
"På russisk tv kører der hele tiden numre over skærmen, som man kan ringe på, hvis man savner nogen. Det er jo ikke alle, der har papirer på sig, så man kan identificere dem," fortæller hun.
Ifølge Søren Liborious, der er souschef på den danske ambassade i Rusland, melder de russiske myndigheder foreløbig om 23 dræbte på Lubjanka og 19 dræbte på Park Kulturi. Det er fortsat uvist, hvor mange der er blevet såret i forbindelse med angrebene, fortæller han til
Newspaq.