Langt flere vil rejse med bus, tog og metro, hvis billetterne til de kollektive transportformer bliver markant billigere.
Men ser man isoleret på effekten på klimaet, vil den være meget begrænset.
Det er konklusionen i en rapport, som konsulentfirmaet Incentive har lavet for Transportministeriet. Det skriver DR.
At billigere billetter ikke kommer til at gavne klimaet nævneværdigt skyldes, at mange af de nye passagerer tidligere vil have været fodgængere eller cyklister - og altså ikke bilister.
Ifølge rapporten vil en nedsættelse af billetpriserne på 30 procent øge antallet af passagerer med 26 procent. Til gengæld vil de billigere billetter koste statskassen 2,2 milliarder kroner om året.
Samtidig vil de lavere billetpriser give en reduktion på cirka 40.000 ton CO2 om året. Det svarer til 0,3 procent af det samlede udslip fra landtransport.
Forskningsleder ved Transportøkonomisk Institut i Oslo og medlem af Klimarådet Niels Buus Kristensen påpeger, at der kan være flere gode grunde til at forbedre forholdene i den offentlige transport.
Det kan være til gav for nærmiljø, trafiksikkerhed og trængsel på vejene.
Men hvis man sænker billetpriserne med det formål at begrænse udledningen af CO2 fra transport, er det ikke vejen frem. Og så er det dyrt.
- Det er et meget højt beløb, i forhold til hvor stor en effekt man får, siger Niels Buus Kristensen til DR.
Enhedslisten har foreslået at sænke prisen på billetter med 30 procent i forbindelse med de verserende forhandlinger om en ny finanslov.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) kalder det et "sympatisk forslag", men vil ikke sænke billettaksterne for klimaets skyld.
- Regeringens prioritering er ret klar. Vi ønsker først og fremmest at forbedre kvaliteten i den kollektive transport. Er der så også råd til at gøre det billigere, så ser vi gerne på det, siger ministeren til DR.
Transportordfører for Enhedslisten Henning Hyllested erkender, at billigere billetter i sig selv ikke gør den store forskel i forhold til CO2-udledning.
At sænke billetpriserne handler dog ikke kun om at beskytte klimaet. Hvis den kollektive trafik skal være attraktiv, skal den komme og afgå til tiden, men den skal også være billig.
- Den grønne omstilling skal ikke kun være for dem, der har råd, den skal være for alle, siger Henning Hyllested til DR.
/ritzau/