Et fattigt land kan styrke sin økonomi med billig arbejdskraft og ekstremt billig fabrikation. Den metode duer bare ikke mere for Vietnam. Godt nok lykkes det at underbyde kineserne, men nu er det Bangladesh og Cambodjas tur til at komme til fadet.
Vietnam udvikling kan ikke følge med landets voksende økonomi, ikke mindst mangler kapitalistiske reformer. Det økonomiske mirakel er ved at blive kvalt i det gammelkommunistiske system med dominerende statsejede virksomheder.
Økonomien stiller krav
Vietnam har ændret sit system nok til at sikre store internationale investeringer, der har sat fut i økonomien. Men omkring 40 procent af landets industri er statsejede, og de virksomheder kan ikke følge med på grund af dårlig teknik, dårlig management eller korruption.
Så mens økonomien siden 1990 er steget med 7,3 procent i gennemsnit om året procent, er nationalbankens estimat, at den i 5-års perioden op til 2012 kun er vokset 6 procent. I sidste år var inflationen igen over 20 procent, skriver the Economist, hvilket er Asiens højeste.
Indkomsten per indbygger er femdoblet, opgør Verdensbanken, men Vietnam er sulten efter mere vækst for at nå sine ambitiøse mål om at blive et mellemindkomst land. Bare en procent lavere vækst end planlagt får dramtiske konsekvenser for den takt, udviklingen kan ske.
I landets nyligt godkendte socio-økonomiske udviklingsplan for 2011-20 håber lederne på en stigning i indkomsten for indbyggerne på 10 procent om året.
Produktion på højere niveau
Når ekstremt billig arbejdskraft ikke kan holde væksten ved lige, skal landets industri producere ting af højere værdi end billige tekstiler eller lignende. Landets skal levere varer højere oppe i værdikæden, bygge bedre infrastruktur og sikre uddannelse af arbejdsstyrken, så vækst kan bygge på egne produkter.
En analyse i World Politics Review fastslår, at lederne i Vietnam er mere end parate til at tage springet og fuldføre sin Kina+1 strategi og at byde flere investeringer velkommen. Potentialet er stort som det ses i landets ekstremt hurtige erobring af betydelige andele af verdens kaffemarked.
Mens observatører taler om et fantastisk potentiale, som da chipgiganten Intel i 2010 besluttede at investere en milliard dollars i Vietnam, men uroen i økonomien og det forstokkede politiske system skaber tvivl om ledernes evner til at ride solidt på ryggen af den kinesiske tiger.
Alt er ikke OK
Lederskabet i Hanoi ved godt, at tiden er overmoden til reformer. I december indgik landet derfor en aftale med Verdensbankens IDA-afdeling om et lån på over fire milliarder dollars. I henhold til World Politics Review har Vietnam allerede taget skridt til reformer af banksektoren.
[pagebreak]Om reformiveren også når ud til de tunge statsejede virksomheder kan ikke siges endnu, men skal landet efterligne det kinesiske mirakel med omdannelse af det kommunistiske system til et kapitalistisk, er tiden mere end inde.
Selv om inflationen er den stærkeste faktor i utilfredsheden i den vietnamesiske befolkning, er der tegn på, at oplevelsen af det arabiske forår initieret af arbejdere og unge har sat ændret de gamle lederes forståelse for nødvendigheden af reformer.
Den første bølge af forsigtige reformer i Vietnam indledtes i 1986 med ”Doi Moi” planen for fornyelse. Private virksomheder kom til og de stramme kommunistiske tøjler blev lidt slappe. Men det afskaffede sandelig ikke et-parti systemet.
Verdensbanken mener, at årsagen til de aktuelle økonomiske problemer i Vietnam er den ukomplette overgang til markedsøkonomi.
Reformer
Over halvdelen af befolkningen i Vietnam er under 30, og fra den kant er der pres for reformer og højere velstand. Kina er i færd med at styrke sit indenlandske forbrug og udbrede velstand til fattige dele af landet. Skiftet i fokus kan ikke andet end hæve priserne, og det giver Vietnam en enestående chance for at overtage smulerne i sin Kina+1 politik og selv vokse.
Pudsigt nok har Vietnamesiske ledere opfordret Myanmar (Burma) til at acceptere flerpartivalg og komme ud af sin paria-rolle internationalt. Styret i Hanoi har ikke selv fulgt rådet.
Mange savner friheder i samfundet, som at medierne kan skrive frit. For tiden er det ikke velset at skrive om den høje inflation, men en enkelt korruptionssag involverende en højtstående person har fået lov til at blive omtalt. Vietnam scorer i bunden af listerne over pressefrihed.