Hun forsøgte at blive sit partis præsidentkandidat, men blev slået ud i indledende runde. Nu kan Kamala Harris alligevel være på vej til Det Hvide Hus.
Den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden meddelte sent i aftens, at han har valgt den californiske senator til sin vicepræsidentkandidat.
Dermed er den 57-årige kvinde blot et hjerteslag fra posten som præsident, hvis demokraterne vinder over Donald Trump ved valget til november.
På grund af Joe Bidens relativt høje alder - han vil være fyldt 78, når han eventuelt bliver indsat som præsident, har det været ventet med spænding, hvem har ville vælge som sin nr 2. Han har hele tiden slået fast, at det skulle være en kvinde, og det endte det altså også med at blive.
Kamala Harris er uddannet advokat, og har siddet i det amerikanske senat siden 2017. Hun bliver den første sorte kvinde, der kandiderer til posten som vicepræsident.
Og valget af hende styrker Bidens chancer for at vinde valget, mener Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet.
- Det har været vigtigt at vælge en kandidat, som er acceptabel for den progressive fløj. Hun står på mange punkter en smule til venstre for Biden, så hun er acceptabel for den del af partiet. Og det gælder ikke bare om at mobilisere minoritetsvælgere, men også unge vælgere, siger han Ritzau og henviser til, at især unge hører til på den mere venstreorienterede fløj.