Pakistans 160 millioner indbyggere vågnede søndag morgen op til et land under militærstyre.
Landets præsident, generalen Pervez Musharraf, gik lørdag nat på landsdækkende tv for at sige, at grundloven nu var ude af kraft – og at militæret reelt bestemmer alt.
»Hvis vi ikke gør noget nu, betyder det selvmord for Pakistan, og jeg vil ikke lade dette land begå selvmord,« sagde Musharraf.
Musharraf sagde, at årsagen til det drastiske skridt er en række kampe mod islamistiske terrorister og flere terrorangreb.
Selvmordsbombere angreb for nylig den tidligere premierminister Benazir Bhuttos konvoj og dræbte op mod 145 tilskuere.
Medier truet med bøder
Pakistanerne mærkede øjeblikkeligt konsekvensen af Musharrafs beslutning.
Op mod 1.500 modstandere af regimet blev beordret arresteret, oplyser CNN. Medierne fik besked om, at artikler eller indslag, der latterliggør præsidenten , nu kan give bøder på op til 750.000 kroner, skriver lokale medier.
Samtidig blev Musharrafs modstander i Højesteret, højesteretsdommer Ifthikar Chaudhry, arresteret. Musharraf har tidligere arresteret dommeren, men genindsatte ham efter voldsomme demonstrationer.
Dommer Chaudhry skulle netop til at tage stilling til lovligheden i, at Musharraf sidste måned blev valgt som præsident, selvom han samtidig var landets hærchef.
Pakistan skulle i januar have afholdt demokratisk parlamentsvalg, men det ser nu ud til at blive udskudt.
»Uro på gaderne«
»Landet er på vej tilbage mod diktatur endnu engang,« siger Benazir Bhutto, der netop var vendt tilbage til Pakistan for at stille op til valget, til CNN.
Situationen er dybt alvorlig for Pakistan, som var på vej mod demokrati, mener den danske ekspert Stig Toft Madsen fra Nordisk Institut for Asienstudier.
»Der var stor folkelig modstand, da Musharraf første gang afskedigede højesteretsdommer Chaudhry. Denne gang kan oppositionen ikke engang få luft i pressen længere, så jeg tror, det kan lede til uro på gaderne,« siger han og giver ikke meget for Musharrafs argument om terrorbekæmpelse:
»Kampene mod islamisterne i Pakistan er primært i stammeområderne, Musharrafs tiltag svarer lidt til at afskaffe Folketinget i Danmark, fordi det går dårligt i Grønland. Det er en meget problematisk situation, fordi det både giver islamisterne blod på tanden og samtidig skader demokratiet,« siger Stig Toft Madsen.