22 år er det siden, at Liverpool sidst oplevede en så dårlig resultatmæssig stime som nu, men manager Rafael Benitez frygter ikke for sit job.
"Jeg er virkelig helt afslappet i forhold til min stilling, fordi jeg ved, hvordan vi arbejder på banen hver dag. Spillerne ved, at vi har præsteret virkeligt store ting i fortiden, og vi ændrer ikke meget. Det er et spørgsmål om selvtillid og den skal vi forbedre ved at vinde den første kamp," siger han til Sky Sports.
I weekenden gælder det et møde med arvefjenden Manchester United, som har nydt stor sportslig succes i de senere år. Flere har spekuleret i, at et nederlag i den kamp kan koste Benitez jobbet og Liverpool sæsonen.
Benitez ser dog mere kampen som en god mulighed for at få vendt skuden og hente velkommen selvtillid.
Liverpool har lidt under fraværet af de to ubetingede stjerner Fernando Torres og Steven Gerrard, og det er usikkert, om de bliver klar til søndagens brag.
Daniel Agger er netop vendt tilbage hos Liverpool efter en lang skadespause, og har været fast inventar i midterforsvaret i de seneste par kampe.