Rafael Benitez er blandt de varmeste navne til at overtage managersædet hos Chelsea, efter at Champions League-mestrene onsdag valgte at fyre manager Roberto Di Matteo.
Det skete efter 0-3-nederlaget tirsdag ude til Juventus, som efterlader Chelsea uden mulighed for selv at afgøre, om klubben kommer videre til Champions Leagues ottendedelsfinaler.
Rafael Benitez erklærer sig klar til at overtage trænergerningen i Chelsea, men han vil ikke kommentere på, om han er blevet kontaktet af London-klubben.
- Det, jeg kan sige, er, at jeg er på udkig efter en klub, der kan konkurrere om titler, og Chelsea er en af de klubber, siger Rafael Benitez ifølge nyhedsbureauet AFP.
Spanieren har været uden job, siden han i december 2010 blev fyret i italienske Inter efter et halvt år uden den store succes.
Rafael Benitez har tidligere og med større succes stået i spidsen for Valencia og Liverpool.
Han førte Valencia til spanske mesterskaber i 2002 og 2004 samt en Uefa Cup-titel i 2004, og i 2005 var han manager, da Liverpool vandt Champions League.