Bekymrende: Nye smittede i Kina tager fart

Corona
Kun en person i hver husstand må forlade hjemmet hver tredje dag for at købe dagligvarer og andre fornødenheder i den kinesiske by Suifenhe. Gaderne er derfor mere eller mindre tomme. (Foto: Huizhong Wu/Reuters)

Søndag blev der registreret 108 nye coronatilfælde i Kina. Det er det højeste antal siden 5. marts.

Søndag bød på det højeste antal nye smittetilfælde med coronavirus i Kina i næsten seks uger, og de kinesiske myndigheder frygter, at det kan starte en anden bølge af virusset.

Det er særligt i grænseområder til Rusland, at der er konstateret nye tilfælde, og der er indført strikse restriktioner for at begrænse smitten.

Søndag blev der registreret 108 nye coronatilfælde i Kina. Det er det højeste antal siden 5. marts. 98 af dem var blevet smittet i udlandet.  Det er det højeste antal importerede smittetilfælde, der er målt på én dag i Kina overhovedet.

Rusland stoppet for flyvninger

Lidt over halvdelen af nye tilfælde var kinesere, der havde krydset grænsen fra Rusland i den nordøstlige provins Heilongjiang.

Rusland har stoppet for flyvninger til landet, og derfor har grænseovergangen ved byen Suifenhe været en af de få muligheder at rejse gennem for kinesere, der ville hjem til Kina. Grænsen til Rusland blev dog lukket 9. april.

I Suifenhe blev der i sidste uge indført strikse restriktioner for befolkningen på linje med dem, man så i millionbyen Wuhan i Hubei-provinsen, hvor coronavirusset udsprang i slutningen af 2019.

28-dages karantæne

Der er lukket ned for offentlige forsamlinger, og en lang række butikker er blevet påbudt at holde lukket.

Indbyggerne skal som udgangspunkt blive hjemme, og kun en person i hver husstand må forlade hjemmet hver tredje dag for at købe dagligvarer og andre fornødenheder. Gaderne i Suifenhe var derfor mere eller mindre tomme søndag.

For at begrænse smitten blev der søndag desuden indført en karantæne på 28 dage for alle, der ankommer til Suifenhe.

Samtidig blev der indført strammere grænsekontrol. Det også har gjort sig gældende i en række andre kinesiske byer, der grænser op til Rusland.

Kina har samlet 83.135 smittetilfælde. Der er 3343 dødsfald relateret til corona. De 13 er konstateret i Heilongjiang-provinsen, hvor Suifenhe ligger.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters