Fodboldspilleren David Beckham fik sig en ordentlig forskrækkelse, da hans far, Ted, faldt om med et hjerteanfald for lidt over en uge siden.
De to har nemlig været uvenner og har ikke snakket sammen siden april måned. Derfor fik David Beckham store samvittighedskvaler, da hans far blev syg, fordi han mente, det var hans skyld.
Og så er det jo godt han har mange penge. For at råde bod for sin dårlige samvttighed, har David, der spiller i L.A Galaxy, nemlig købt et hus til sin far samt en lejlighed i Californien, så Ted kan være tæt på familien Beckham.
Ted har nemlig ikke haft det let økonomisk siden han blev skilt fra Davids mor. Han betaler hver måned 1000 pund i hustrubidrag, så han har selv svært ved at betale regningerne.
Men det hjælper sønnike nu med, da Ted ikke skal betale husleje i sine nye hjem.
- Teds hjerteanfald har fået David til at indse, hvor meget hans far betyder for ham. De var kommet langt fra hinanden og snakkede slet ikke sammen mere. Men David er opsat på, at det skal være anderledes nu, og han vil så gerne vise Ted, at han elsker ham, og han vil have ham tilbage i sit liv, fortæller en ven til den engelske avis, News of the World. Vennen fortæller også, at det nye hjem var en måde for David til at slutte fred med sin far.
- Lejligheden i Los Angeles er tæt på David og hans familie, så Ted kan besøge dem jævnligt, præcis som Victorias forældre gør, og så han kan være en nærværende bedstefar for David og Victorias sønner. Ted vil ikke selv flytte permanent til staterne, men han ser frem til at besøge David ofte, fortæller vennen.
Udover det har David Beckham også tilbudt sin far at flytte ham til et privathospital, men det har Ted afvist. Til gengæld har David hyret en sygeplejerske, der kan passe far Ted det næste års tid og sørge for, at han kommer på benene igen.