I nat klokken 01.20 blev en rød Mazda 323 sprængt i luften, mens den stod parkeret ud for en etageejendom i Åbyhøj.
Eksplosionen var så kraftig, at seks ruder i den nærmeste etageejendom blev sprængt i stykker, og bilens ene fordør fløj 15 meter væk fra selve bilen.
- Den var helt krøllet sammen, fortæller Frida Nielsen, der bor i en opgang lige ud til gerningstedet.
Nyhedsavisen har talt med flere beboere i ejendommen, og de er alle berørte af aftenens hændelse.
- Jeg har ikke sovet særlig godt i nat. Man bliver lidt forskrækket, siger Susanne Kristensen.
Politiet har ikke noget motiv til sprængningen, men efterlyser en mand på mellem 25 og 35 år af dansk herkomst, som et vidne har set forlade stedet kort efter eksplosionen.
To øvrige biler i Århus blev sat i brand natten til mandag, men politiet mener ikke, at der er nogen sammenhæng mellem dem og bilbomben.