James Holmes er blevet indlagt på et hospital, efter at han har forsøgt at tage sit eget liv.
Lokale politikilder siger til avisen Denver Post i den amerikanske delstat Colorado, at selvmordsforsøget ser ud til at være noget "halvhjertet".
Den 24-årige Holmes har angiveligt hamret sit hoved ind i væggen gentagne gange. Tv-stationen CBS4 siger, at han i de seneste dage har gennemført en række selvmordsforsøg.
Jesse Holmes står over for 166 anklagepunkter i forbindelse med den såkaldte Batman-massakre ved en biograf i Aurora i Colorado i juli.
Her blev 12 mennesker dræbt af skud under midnatspremieren på Batman-filmen The Dark Knight Rises.
58 andre blev såret, inden Holmes blev anholdt.
Sagen om hans selvmordsforsøg kom til mediernes kundskab, da hans forsvarere bad retten om at udskyde en foreløbig retshøring forud for den egentlige retssag mod ham.
Høringen skulle finde sted torsdag, men forsvarerne forklarede, at Holmes er på hospitalet.
Der er ikke offentliggjort oplysninger om James Holmes' helbred efter de påståede selvmordsforsøg.
/ritzau/dpa