Den amerikanske præsident Barack Obama og hans familie trak lørdag i arbejdstøjet, inden søndagen og mandagens mange ceremonier og festligheder i forbindelse med indsættelsen af Obama som præsident for de næste fire år.
Lørdag var en national tjenestedag, hvor amerikanere opfordres til at gøre noget for deres lokalsamfund.
Dagen er en hyldest til den dræbte borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King Jr., der er berømt for udtalelsen: "Livets mest vedholdende og påtrængende spørgsmål er: Hvad gør du for andre?"
Obama bliver offentligt taget i ed for endnu en embedsperiode på Capitol Hill på mandag, der også er en national helligdag til ære for den sorte aktivist.
Før sin første indvielse i 2009 opfordrede Barack Obama amerikanerne til at tilbringe en del af 19. januar med at hjælpe andre med frivilligt arbejde.
I år opfordrede præsidentens indsættelseskomité folk til både at udføre frivilligt arbejde lørdag samt love at gøre mere for samfundet resten af året.
Obama og hans kone, Michelle, samt døtrene Malia og Sasham rullede lørdag ærmerne op og hjalp med at sætte en grundskole i Washington i stand.
Efter at have lakeret nogle bogreoler talte både Barack og Michelle til de omkring 300 andre frivillige forældre og deres børn. Præsidentparret understregede betydningen af, at unge mennesker kommer ind i vanen med at hjælpe andre.
- Jeg vil gerne sige tak til forældrene for tidligt at vise alle vores unge, hvor berigende og tilfredsstillende det her er, sagde Obama, efter han havde lagt penslen.
Michelle tilføjede: "Vi giver stafetten videre til jer alle."
Beau Biden, søn af vicepræsident Joe Biden, og Chelsea Clinton, datter af den tidligere præsident Bill Clinton, var også i sving med at organisere frivillige på Washingtons National Mall.
- Den nationale arbejdsdag er en vidunderlig måde at ære arven fra doktor King og indlede denne indsættelsesweekend på, sagde Beau Biden, der er offentlig anklager i delstaten Delaware og veteran fra krigen i Irak.
- Til trods for al snak om hvor splittet vi er som nation, hjælper flere og flere amerikanere hinanden i dagligdagen. Frivilligt arbejde er på det højeste i fem år, sagde han.
Beau Biden bemærkede, at i 2011 brugte amerikanerne otte milliarder timer på frivilligt arbejde.
/ritzau/Reuters