Om et par måneder er det slut med at hæve 1000-kronesedler i Jyske Banks automater. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.
Teknikere er således i gang med at omkode bankens pengeautomater, så de ikke kan udbetale den store seddel længere.
Det sker som et led i kampen mod hvidvask, fortæller forretningsdirektør Hanne Møller fra Jyske Bank Privat.
- Vi ser i sammenhæng med hvidvask og anden kriminalitet, at det er de store sedler, som er efterspurgt, forklarer Hanne Møller.
- I den forbindelse har vi besluttet at stoppe udbetalingen i vores kasser og løbende i vores automater.
- Sedlen er den største på det danske marked, så når kriminelle ønsker at gå i kontanter, er det 1000-kronesedlen, de benytter, og det ønsker vi simpelthen ikke at medvirke til.
Samtidig har bankens kunder også i højere grad vendt sig mod digitale løsninger, fortæller hun.
- I den udstrækning danskerne vender sig til et mere kontantløst samfund, vil man nok starte fra toppen med at udfase sedler, men lige nu er det 1000-kronesedlen, vi kigger på, siger Hanne Møller.
Kasserne i bankens afdelinger er allerede stoppet med at udlevere de store sedler. Pengesedlen kan dog stadig indbetales ved kasserne og i automaterne.
Ifølge chefkonsulent Henrik Lundgaard Sedenmark fra Dansk Erhverv foretrækker kriminelle kontanter, fordi det er nemmere at holde uden for myndighedernes søgelys.
- Det kan være ret svært at forklare, hvordan det kan være, at der står store beløb på ens konto, når man ikke har et arbejde, skriver han i en kommentar.
I september foreslog bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, at fjerne sedlen.
Både Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten var positivt stemt over forslaget.
Det kom i forbindelse med, at et politisk flertal foreslog at fjerne 500-eurosedlen i Danmark efter en advokatundersøgelse af en omfattende sag om hvidvask i Danske Banks estiske afdeling.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.