Liverpool kan måske blive nødt til at klare sig uden målmanden Adrian i lørdagens Premier League-kamp i Southampton.
Adrian blev tacklet af en baneinvaderende fan, i den hektiske jubel lige efter at Liverpool vandt Super Cup over Chelsea i onsdags.
Tilskueren løb ind på banen, og med vagter lige i hælene gled han lige ind i bunken af Liverpool-spillere og ramte Adrian på anklen.
Liverpool-manager Jürgen Klopp bekræfter fredag over for BBC, at Adrian er tvivlsom til ligakampen.
- En tilhænger kom stormende ind på banen og gled og ramte hans ankel. Den er hævet, men nu må vi se, siger Klopp, der også melder spanieren i bedring.
Hvis Adrian ikke kan stå, så skal Klopp finde en ny reserve, da Allison Becker i forvejen er ude med en skade, som han pådrog sig i den første ligakamp mod Norwich.
Hvis både Allison og Adrian er ude, så står valget mellem 35-årige Andy Lonergan og 20-årige Caoimhin Kelleher.
Klopp opfordrer nu fans til at blive på tribunerne og juble.
- Det er sindssygt. Vi elsker vores fans, ingen tvivl om det. Men gid de kunne stoppe med at gøre det. Vi spillede mod Manchester City, og der var der også en, der løb ind på banen, siger Klopp og tilføjer:
- Det samme var der mod Norwich. Det er ikke sjovt. Ligesom pigen i Champions League-finalen. Hun tjente penge på det. Hvad skal vi gøre.
Adrian snuppede i den afgørende straffesparkskonkurrence det sidste forsøg fra Chelsea-angriberen Tammy Abraham, og dermed vandt Liverpool Super Cup-trofæet.
/ritzau/