Den tidligere tyske landsholdsanfører i fodbold Michael Ballack bekræfter torsdag, at han 5. juni i Leipzig får en afskedskamp, som endegyldigt vil markere afslutningen på en flot karriere.
Real Madrid-træner José Mourinho har allerede meldt sin ankomst. Portugiseren hentede i 2006 Ballack til Chelsea.
Bayern München-stjernen Bastian Schweinsteiger er også blevet bekræftet som deltager, og det er ventet, at et hav af tyske og internationale stjerner dukker op til kampen.
Under sloganet "Ciao Capitano. A world-class evening" skal et hold, der hedder "Ballack and Friends", møde et udvalgt verdenshold.
- Selvfølgelig vil jeg spille lidt for begge hold, men det kommer min form til at afgøre, siger Ballack ifølge AFP.
36-årige Ballack, som indstillede karrieren officielt i oktober sidste år, nåede at spille 98 landskampe for Tyskland. Midtbanespilleren var sidst i aktion for landsholdet i februar 2010.
Han spillede en stor rolle, da tyskerne nåede VM-finalen i 2002, og da Tyskland på hjemmebane fik VM-bronze fire år senere.
Foruden Chelsea spillede han i hjemlandet for blandt andre Bayer Leverkusen og Bayern München.
Den nuværende tyske landstræner, Joachim Löw, er inviteret til arrangementet, selvom Ballack og Löw ikke altid var de bedste venner. I 2008 var der offentlige skænderier mellem parterne.
- Jeg havde en succesfuld tid under Löw på landsholdet, selvom der var gnidninger til sidst, lyder det fra Ballack.
/ritzau/