Italienske bagmænd har haft så svært ved at bevise deres uskyld i en sag om systematisk underbetaling på et milliardbyggeri i Kastrup, at de begyndte at forfalske deres ansattes underskrifter.
Med mere end 200 falske underskrifter prøvede italienerne at overbevise både fagforeningen 3F og retten om, at deres udenlandske medarbejdere havde fået en højere løn, end de i virkeligheden fik. Det skriver Fagbladet 3F.
Det fremgår af en voldgiftskendelse, hvor to italienske byggeselskaber i juli blev dømt til at betale 7,6 millioner kroner for underbetaling og brud på overenskomsten.
- Der er tale om underskrifter på forskellige dokumenter, der skulle forestille at være skrevet af den samme, men man kan se, at de er skrevet af forskellige mennesker, og underskrifterne afviger helt og aldeles, siger skriftekspert Per F. Andersen, der har gransket de mange underskrifter og udarbejdet en erklæring til den fagretslige sag.
Fagbladet 3F kunne tirsdag fortælle, at en kæmpe byggeplads på Amager Strandvej ud til Øresund, hvor en af verdens rigeste mænd er ved at opføre et nyt hovedsæde til sin medicinalvirksomhed Ferring, har været plaget af systematisk underbetaling af udenlandske bygningsarbejdere.
Den lokale fagforening 3F Kastrup begyndte at besøge byggepladsen i 2018 og fik kontakt til nogle af de udenlandske arbejdere, primært italienere og italiensk bosatte rumænere og albanere.
- Vi opdagede hurtigt, at der var nogle mistænkelige forhold, når vi spurgte ind til løn og arbejdstider, og at der var store uoverensstemmelser mellem de reelle lønudbetalinger, og hvad de italienske firmaer oplyste os, siger faglig sekretær Lars Brogaard fra 3F Kastrup.
På et fællesmøde i februar 2019 med deltagelse af blandt andre Dansk Byggeri, Dansk Arbejdsgiverforening og 3F blev de to italienske entreprenørselskaber Edilmaf og B.C.I. Service bedt om at fremvise bankkvitteringer som bevis for, at deres medarbejdere havde fået den løn, der fremgik af deres lønsedler.
I stedet sendte cheferne for de italienske selskaber et hav af lønsedler og maskinskrevne erklæringer udstyret med, hvad der skulle forestille at være deres ansattes underskrifter.
I de mere end 200 erklæringer forsikrer medarbejderne, at de har fået den løn, der fremgår af deres lønsedler, og medarbejderne frasiger sig endvidere lønkrav mod deres arbejdsgiver.
Men med hjælp fra skriftekspert Per F. Andersen, der granskede de mange underskrifter under lup, kunne det hurtigt konstateres, at italienerne havde forfalsket deres medarbejderes underskrifter.
Flere af de udenlandske bygningsarbejdere kunne da også fortælle 3F, at de ikke har skrevet under på nogen erklæring, og at de under arbejdet på Ferrings milliardbyggeri har modtaget helt andre lønsedler, end dem der blev fremlagt af deres italienske arbejdsgivere.
Edilmaf og B.C.I. Service blev af voldgiftsretten dømt for systematisk løndumping af i alt 123 arbejdere, som er blevet underbetalt og snydt for overtidsbetaling, feriepenge og pension.
Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra Edilmaf og B.C.I. Service.
Fagbladet 3F