I både AG København og Atlético Madrid er man glade for lodtrækningen til Champions Leagues Final4, hvor de to hold skal møde hinanden.
Men her stopper glæden for spanierne. De er skuffede over det europæiske håndboldforbund (EHF).
- Vi er trætte af og irriterede på EHF, fordi de ikke har lyttet til vores forespørgsel om at spille den første semifinale, siger manager i Atlético Madrid, Luis Miguel López, til Ritzau.
Semifinalerne 26. maj er nemlig blevet fordelt således, at Füchse Berlin og THW Kiel spiller klokken 15.15, mens Atlético Madrid og AG København må vente med at spille til klokken 18.00.
Det har betydning, da bronzekamp og finale spilles 27. maj, og holdene med den sene semifinale lørdag dermed får kortere pause inden deres kamp søndag end de hold, der spiller den tidlige semifinale.
Det er tredje år, at man afvikler Champions League-slutspillet med et Final4-stævne over en weekend i den tyske by Köln.
Atlético Madrid, der indtil sidste sæson gik under navnet Ciudad Real, tabte sidste år CL-finalen til FC Barcelona.
Året forinden måtte klubben nøjes med bronze efter at have tabt til THW Kiel i semifinalen og efterfølgende at have slået Chekhovskie Medvedi.
- Vi er det eneste hold, som har spillet med i Final 4 de to forgangne år, og som skal spille igen i år, og vi har altid spillet den sene semifinale.
- EHF er ikke fair over for vores hold, forklarer Luis Miguel López.
Han har ingen forklaring på, hvorfor det er faldet ud, som det er.
- Vi forstår ikke hvorfor, siger han.
Ciudad Real har tre gange tidligere vundet Champions League. Det skete i sæsonerne 2005/06, 2007/08 og 2008/09.
Ved alle tre lejligheder havde spanierne den nuværende AG København-spiller Olafur Stefansson på holdet.