Søndag hang Chris Froomes Tour de France i en tynd tråd, da avisen Le Monde erfarede, at Tour de France-arrangøren, ASO, agtede at stå i vejen for Froomes deltagelse ved brug af en paragraf om løbets omdømme.
Mandag svarede Den Internationale Cykelunion (UCI) tilbage ved at frifinde Froome, der siden Vueltaen for ni måneder siden er blevet undersøgt for at have overskredet grænseværdien for brug af astmamedicinen salbutamol.
Michael Ask, der er direktør i Anti Doping Danmark, mener dog ikke, at der er grundlag for at være skeptisk i forhold til timingen for dommen bare fem dage inden starten på Tour de France.
- Jeg tror ikke, at der er grund til konspirationsteorier. Sådan fungerer det ikke. Det er en proces, der har været undervejs længe, og det er ærgerligt, at det har taget så lang tid, for ni måneder er lang tid i uvished.
- Jeg tror ikke, at man har skyndt sig på nogen måde, men har været optaget af at gøre det rigtigt og grundigt. Jeg tror ikke, at man skal lægge noget i, at det kommer kort inden Tour de France, siger Michael Ask.
Grundigheden har været vigtig, mener han.
- UCI's eksperter har været i gang på alle fronter, og Wadas (Det Internationale Antidopingagentur) eksperter har kigget dem over skuldrene, så procedurerne ved sådan en sag er fulgt.
- Man må gå ud fra, at det resultat, de er kommet frem til, er det rigtige. Jeg har ikke belæg for at sige andet. Man har ikke fundet bevis for, at han har snydt, siger Michael Ask.
Tidligere i historien er andre ryttere blevet straffet med karantæne for samme forseelse som Froome, men det er ikke ensbetydende med, at briten skal straffes på samme måde, pointerer Ask.
- Når man har med grænseværdier at gøre, er det en individuel vurdering, da mennesker er forskellige. Så er det medicinske test, der skal vise, hvordan hans krop reagerer i forhold til de omstændigheder, der har været, siger Ask.
Tour de France begynder på lørdag.
/ritzau/