Da 48-årige Michael Roldhave fra Frederiksberg havde det værst, fik han et sted mellem 60 til 70 angstanfald om dagen.
I dag er han nede på cirka 15 anfald på en almindelig dag og har lært at leve med sin sindslidelse. Han er en af de knap 140.000 danskere, der lider af angst. Det viser rapporten, "Sundhedsbyrden i Danmark", som Sundhedsstyrelsen har offentliggjort tirsdag.
Til trods for at omkring hver femte dansker på et tidspunkt i løbet af livet rammes af angst, er det kun en lille gruppe, der modtager et relevant behandlingstilbud for angst, oplyser Angstforeningen.
Og selvom Michael Roldhave er en af de få, der ad flere omgange har fået hjælp til at håndtere sin angst, er han ikke i stand til at varetage hverken et deltids- eller fuldtidsarbejde.
Og han er ikke den eneste. Angst koster sammen med sygedage udløst af lidelsen årligt det danske samfund 8,6 milliarder kroner i tabt produktion, viser Sundhedsstyrelsens rapport.
Hver arbejdsdag var en kamp med angsten
En aften, hvor Michael Roldhave og hans kone Jane havde lagt deres to børn i seng, og selv var gået i seng, faldt alting pludselig sammen for ham.
Michael Roldhave tudbrølede uden selv at vide hvorfor.
- Min kone var dybt rystet, for hun havde aldrig tidligere set mig så meget som fælde en tåre, fortæller han til Avisen.dk.
Den aften brød han tavsheden omkring, at han igennem syv år havde haft det dårligt. Efter den oplevelse søgte han hjælp hos sin daværende læge, men efter adskillige undersøgelser var konklusionen, at han ikke fejlede noget.
Derfor fortsatte han, som om intet var hændt på sit arbejde i telebranchen. Men for to år siden var arbejdspresset taget til i en sådan grad, at Michael Roldhave i løbet af sin arbejdsdag som kontorassistent i en kundeserviceafdeling konstant var tynget af angsten, der blandt andet gav ham rysteture og svimmelhed.
- Når telefonen ringede, og jeg skulle betjene en kunde, havde jeg det som om jeg skulle kaste op. Alt, jeg tænke på, var, hvordan jeg kunne slippe væk fra min hverdag, fortæller han.
Var ved at blive sindssyg
Angsten udløste en depression, og på et tidspunkt var Michael Roldhave så psykisk forpint, at han blev enig med sig selv om at tage sit eget liv.
Han lå søvnløs flere nætter og tænkte scenariet igennem. Han ville blive hjemme fra et guldbryllup i Sverige og gøre en ende på det hele, mens familien befandt sig på den anden side af Øresund.
- Min kone blev ved med at snakke om, at vi skulle af sted til det her guldbryllup i Sverige, men jeg havde taget min beslutning. Derfor sagde jeg, at hun bare skulle tage af sted med børnene, og når de så kom tilbage, ville der være styr på tingene, fortæller han.
Men Michael Roldhaves kone kendte ham for godt til ikke at høre på hans toneleje, at noget var helt galt.
Derfor opsøgte han på sin kones opfordring familiens nye læge, der hurtigt kunne konstatere, at der var tale om et alvorligt tilfælde af angst.
Sure kollegiale opstød
Michael Roldhave begyndte i en terapigruppe for angstpatienter og fortalte sine kolleger, at han levede med angst.
Blandt kollegerne var der stor forståelse, men forståelsen lå på et meget lille sted, så snart de travle arbejdsdage meldte sig.
- Da jeg fortalte kollegaerne og min chef, hvordan jeg havde det, sagde de alle sammen, at jeg bare skulle holde pauser, når jeg havde brug for det. Problemet var, at når jeg gjorde det, surmulede folk over det. På den bekostning fik jeg en masse brok i hovedet, fordi mine kolleger synes, at det var de forkerte tidspunkter, jeg gik ud på, siger Michael Roldhave til Avisen.dk.
Et af de tidspunkter, hvor han tog sig en pause, var en dag, hvor han i televirksomhedens butik skulle betjene en kunde.
Mens han gik mod butikken, fik han et så voldsomt angstanfald, at han måtte stoppe op for at få vejret og gik derfor tilbage til sin plads for at sunde sig.
- Imens jeg kom til mig selv, måtte kunden vente, og det føltes som om, jeg var ved at blive sindssyg. Jeg forstod ikke, hvad filan, der skete i mit hoved eller i min krop, husker Michael Roldhave.
Fyrresedlen kom tre dage efter indlæggelse
Mens Michael Roldhave ikke selv forstod, hvad der skete med ham, trak en psykolog i nødbremsen.
- Det var ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle indlægges, men hvornår jeg skulle, fortalte psykologen mig. Hvis jeg skulle få det bedre, var jeg nødt til at stoppe med at arbejde for en tid, siger han.
Derefter blev Michael Roldhave indlagt på den lukkede afdeling på Frederiksberg Hospital. På arbejdet fik han at vide, at han bare skulle tage det roligt og tage sig sin tid til at komme ovenpå.
Men endnu engang fulgtes ord og handling ikke ad. Efter tre dages indlæggelse modtog han en opsigelse fra arbejdet. Udsigten til - ikke at have et arbejde at vende tilbage til - var uoverkommelig.
- Jeg blev enormt ked af det og skuffet. Da jeg modtog opsigelse, væltede det hele, og jeg tænkte igen, at så var det ikke værd at kæmpe for at få det bedre, mindes han.
Set i bagklogskabens lys er Michael Roldhave dog glad for, at han ikke skulle tilbage til et arbejde, hvor der ikke var plads til de hensyn, der skal tages til hans diagnose, fortæller han.
Rigtigt at kaste håndklædet i ringen
Om kort tid starter Michael Roldhave i et fleksjob i et eventbureau, hvor han skal arbejde en til to timer om ugen.
Mere kan han på grund af sin angst ikke magte, og i dag ved han, at det er vigtigt ikke at køre sig selv helt ud over grænsen.
- Nu, hvor jeg skal til at arbejde igen, er det vigtigt, at jeg tager det stille og roligt. Hvis det bliver for voldsomt, skal jeg kunne tage fem minutter til at køle af, siger han.
Han fremhæver også, at det er vigtigt med kollegial accept af hans angst, så han ikke skal tilbage til tiden, hvor han skjulte sin diagnose. For i dag kender Michael Roldhave sine egne begrænsninger.
- Jeg har tidligere været den type, der tænkte, at det skal bare arbejdes væk. Men angst er ligesom en snebold, du ruller foran dig, som bliver større og større. På et tidspunkt bliver den så stor, at du ikke kan magte at rulle den længere, siger han.
Derfor er en af de pointer, han fortæller, når han gennem Landsforeningen SIND holder foredrag, at man på et tidspunkt er nødt til at kaste håndklædet i ringen.
- I sidste ende er man også nødt til at passe på sig selv, ellers risikerer man at blive sygemeldt permanent, fastslår Michael Roldhave.