Anders Eggert er ikke med, når det danske håndboldlandshold i juni mødes til en træningslejr på Bornholm med en efterfølgende testkamp mod Polen i Herning.
Førstevalget på venstre fløj er skadet.
- Anders har gennem længere tid haft problemer med sit ene knæ, og efter undersøgelser i Danmark har det vist sig, at der er en mindre skade på bageste korsbånd, siger landstræner Ulrik Wilbek til Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside.
Den 31-årige Flensburg-Handewitt-spiller er dog ikke så alvorligt skadet, at han skal opereres, men han kommer i stedet til at bruge sommeren på at holde pause og genoptræne.
Ulrik Wilbek har som erstatning udtaget Morten Balling fra Mors-Thy, klubben som var tæt på sensationelt at nå DM-finalen.
Han kommer til at supplere Casper U. Mortensen på venstrefløjen.
Landsholdet mødes på Bornholm den 17. juni. Fire dage senere gælder det Polen i en testkamp i Herning.
Danmark skal næste år forsvare EM-guldet fra 2012, når EM-slutrunden bliver afviklet på dansk grund.
/ritzau/