De seneste dage har en række lande lukket ambassader i Yemen på grund af houthi-militsen, som i flere år har kæmpet mod styret i Yemen og nu kontrollerer store del af det fattige land.
Her er en kort præsentation af bevægelsen:
* Den shiitiske milits har sit navn efter Hussein Badr al-Din al-Houthi, der stod i spidsen for gruppens første opstand i 2004 i Saada-provinsen. Den kendes også som Ansar Allah eller Guds Følgere.
* Oprørslederen blev dræbt af yemenitisk militær samme år.
* Familiemedlemmer til al-Houthi overtog ledelsen af bevægelsen, og efter yderligere fem oprørsforsøg indgik den i 2010 en våbenhvile med regeringen i Yemen.
* I 2011 tog militsen del i kampe og protester, som førte til, at Yemens daværende præsident, Ali Abdullah Saleh, trak sig fra posten og overdrog magten til sin vicepræsident.
* Houthi-gruppen har udnyttet magttomrummet til at udvide kontrollen med provinsen Saada og den tilstødende Amran-provins.
* Gruppen har siden deltaget i Den Nationale Dialogkonference, hvor reformer af det politiske system bliver drøftet. Deltagelsen har styrket Houthi-militsens anseelse.
* Bevægelsens slogan er "Gud er stor, død over Amerika, død over Israel, forbandelse over jøderne, sejr til islam".
* I januar fortrængte houthierne præsidenten fra magten.
Kilder: BBC, The Blair Foundation
/ritzau/