Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, er normalt ikke bleg for at bebrejde dommeren, når United har fået et skidt resultat.
Manageren erkender dog, at United tabte fortjent 0-1 ude til Manchester City mandag aften i topkampen i Premier League.
- Jeg kan ikke brokke mig over resultatet, siger Alex Ferguson til BBC.
- City var mest farlige på kontra, og vi testede ikke deres målmand nok, siger manageren.
Alex Ferguson er meget ærgerlig over, at City-anføreren Vincent Kompany kort før afslutningen på første halvleg uhindret fik lov til at heade kampens enlige scoring i nettet efter en dødbold.
- Jeg er meget utilfreds over det, det kan vi ikke gøre. Det er skuffende, siger han.
Alex Ferguson havde et kvarter før tid et verbalt sammenstød med Manchester Citys manager, Roberto Mancini.
Skotten var ilter over at se sin italienske kollega gestikulere.
- Mancini prøvede at påvirke dommeren i hele kampen. Han har klaget over dommerne de seneste par uger, men i aften kan han ikke brokke sig, siger Alex Ferguson.
Roberto Mancini forsøger at nedtone episoden.
- Jeg fortalte fjerdedommeren, at der var frispark til os. Sir Alex sagde mindre pæne ting til mig, og jeg svarede ham. Bølgerne gik højt, men det er intet problem, siger City-manageren.
Manchester City fører Premier League med samme antal point som United og en målscore, der er otte mål bedre end rivalens. Der resterer to runder.